Når June Laura Menne stempler ind på sin arbejdsplads, MAN Diesel, torsdag morgen klokken seks, ved hun ikke, om hun i løbet af dagen vil være en af de mange, der får fyresedlen. Eller ej.
Motorproduktionen nedlægges i Frederikshavn og det betyder farvel til 440 timelønnede, oveni det farvel til de omkring 100 funktionærer, der blev fyret onsdag.
I sidste uge sagde lysfabrikken Martin farvel til 140 medarbejdere, så det samlede arbejdsløshedstal for Frederikshavn nu er på vej mod de 3.000.
En af dem er Henrik Menne. Han er gift med June og blev fyret i vinter, da MAN Diesel havde sin seneste fyringsrunde. Nu går han på VUC.
Det er absolut ikke første gang, at ægteparret Menne har skullet se massefyringer i øjnene. Faktisk er det tredje gang, de står i situationen.
June Laura Menne var på værftet Danyard, hun var på Ørskov Christensens Staalskibsværft, og nu er den 45-årige faglærte smed på MAN Diesel. Henrik Menne var skibsbygger på Frederikshavn Værft, på Danyard og senest på MAN Diesel.
Giver ikke op
Alligevel er June Menne ikke opgivende, snarere lakonisk. Sådan er det jo - hun kan ikke gøre noget ved det.
"Man kan ikke forberede sig på sådan noget her, jeg må tage det, som det kommer", siger hun dagen før den store fyringsdag.
Fyringerne i dag kommer til at foregå løbende. Der arbejdes på fire skift, og når folk møder ind, vil de, der skal fyres, blive præsenteret for en fyreseddel. Præcis hvor mange vides først i løbet af torsdagen.
I næste uge vil MAN Diesel fortælle medarbejderne om tiden frem til sidste motor er samlet i juni næste år. I starten af næste uge bliver der åbnet to jobcenter-afdelinger på MAN Diesel, som skal rådgive dem, der er blevet fyret.
Men jobmulighederne er ikke store i Frederikshavn med op mod 3.000 arbejdsløse. Og fyringerne rammer hårdt nu.
Der er ægtepar i Frederikshavn, hvor begge ægtefæller er blevet fyret - det kunne man tidligere undgå, men nu er der skåret så langt ind til benet, at det hensyn ikke længere er muligt.
Avisen.dk er i Frederikshavn hele torsdagen. Vi starter dagen hjemme hos June og Henrik Menne, vi følger June Menne hele dagen, og vi taler med hendes kolleger og fortæller dagen igennem, hvad der sker i Frederikshavn torsdag den 3. september.
Om 14 dage kommer politikerne på besøg. Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt kommer 16. september - sammen med den lokalvalgte Bjarne Laustsen - og dagen efter kommer ministrene Lene Espersen (K) og Inger Støjberg (V).