De tidligere italienske fodboldmestre Inter hentede søndag en kæmpesejr i Serie A.
Inter vandt på udebane med hele 7-0 over oprykkeren Sassuolo.
Rodrigo Palacio indledte målfesten allerede efter syv minutter, og mål af Saphir Taider og et selvmål bragte pausestillingen op på 3-0.
I anden halvleg gik det helt galt for Sassuolo.
Ricardo Alvarez øgede til 4-0 efter 53 minutter, og kort efter sendte Inter Diego Milito på banen til et længe ventet comeback.
Den argentinske angriber, der har været meget skadet, scorede to gange i sit comeback, og indimellem fik landsmanden Esteban Cambiasso sparket bolden i mål til 6-0.
Det danske talent Patrick Olsen fulgte kampen fra Inters reservebænk.
Inter topper før søndagens øvrige kampe Serie A med 10 point for fire kampe, mens Sassuolo er sidst uden point.
/ritzau/