Fire mænd mellem 24 og 32 år er nu blevet idømt et års fængsel hver ved retten i Esbjerg for at skyde på en flok køer. Det skriver JyskeVestkysten.
Koskyderiet fandt sted i juni, da de tog til halvøen Skallingen ved Esbjerg for at gå på jagt.
Målet var råvildt, men da det udeblev skød de i stedet på en flok køer.
To køer blev alvorligt såret, og måtte senere aflives af myndighederne.
Den hensynsløse jagt på de sagesløse køer udløste altså et års fængsel for 'ureglementerede jagt og dyreplageri', skriver Jyske Vestkysten.
De fire mænd har forklaret, at den specielle jagt gik i gang efter en genforeningsfest. De har siddet varetægtsfængslet i tre og en halv måned.
Noget af straffen er gjort betinget for to af mændene, da de ikke skød. En har fået noget af dommen som en behandlingsdom, da han har en diagnose for skizofreni.
Mændene kommer fra henholdsvis Esbjerg, Holstebro, Århus og Blåvand.
Kilde: JyskeVestkysten