Af Silke Bock - sibo@avisen.dk

Det skete i løbet af få skæbnesvangre minutter. Den 14-årige jødiske dreng, Leslie Schwartz, var netop stået af toget. De hundredvis af jøder, som var stuvet sammen i togene, stod af. Endestationen hed Auschwitz. Til lyden af klokker, der kimede af fryd over, at jøderne forlod Ungarn, var de tvunget af sted. Og på togperronen blev kvinder, børn og gamle tvunget over i én række, mænd i en anden.

Leslie Schwartz vaklede. Skulle han følge sin mor og sine to yngre søskende, eller var rækken, hvor stedfaderen, som han aldrig havde følt andet end uvilje mod, den rette?
Plaget af tvivl gik han frem og tilbage mellem rækkerne. Moderens række bevægede sig fremad, men den 14-årige Leslie kunne sætte efter hende. Han blev – og valget reddede hans liv.
»De fik mig aldrig. Min eksistens er et mirakel. Jeg besluttede mig for at overleve, fordi jeg ville fortælle historien om, hvad der foregik.«

Ordene falder blidt ud af munden på Leslie Schwartz, der er kommet til København i anledningen af Auschwitz-dagen, hvor holocaust mindes. I dag udkommer også hans livsberetning, som han har båret rundt på i årtier. Først i dag – i en alder af 77 år – er Leslie Schwartz klar til at fortælle. Først gjorde han det til journalisten Karen Thisted, og nu kan enhver læse hans historie i bogform.
»Min fortælling rummer så mange ydmygelser, at jeg ikke har været klar. Men jeg vil ikke dø uden at vide, at min fortælling er givet videre,« siger han i dag.

Dyrisk
Spoler man tiden tilbage til krigens frygtelige år, var Leslie Schwartz kun en spinkel dreng. Alligevel overlevede han tre koncentrationslejre, men opholdet i lejrene forvandlede ham. Han foragtede de fanger, som byttede et stykke brød for en cigaret, fordi det var tegn på svaghed. Han åd græs og rodede i skraldespande for at stille sulten, og han havde ingen medlidenhed med dem, som gav op og lod sig tæve ihjel.
»Det var så dyrisk, og den menneskelige elendighed var forfærdelig. Nogle gange tænker jeg stadig over, hvorfor der aldrig var nogen, som sagde noget, men frygten var så stor, at alle følelser forsvandt. Jeg tror faktisk, at det var en slags beskyttelse,« siger han.

Ved hjælp af livskraft og instinkter hoppede den spinkle dreng efter kort tid i Auschwitz på et tog, der førte fanger til koncentrationslejren Dachau. Dermed snød han for anden gang døden.

Lazarus
Opholdet i Dachau blev også kort. Siden kom Leslie Schwartz til koncentrationslejren i Allach, hvor fangerne skulle arbejde. Hver eneste dag blev han overvældet af frygten for at falde om og blive slået ihjel. Det var her i lejren, de andre fanger gav ham navnet Lazarus. Et navn, der stammer fra Bibelens fortælling om Lazarus, der rejste sig levende fra de døde. Det var præcis, hvad Leslie Schwartz gjorde hver eneste dag.

Modsat mange af lejrens andre fanger, der sled sig ihjel, fik Leslie Schwartz lettere arbejde på en station nær lejren. Her skete underet en dag, da en tysk kvinde kom forbi. Leslie Schwartz løb ud på gaden.
»Må jeg få en bid brød?« spurgte han. Kvinden rakte ham noget brød.
»Det næste halve år kom hun en gang om ugen og gav mig mad. Hun viste mig medmenneskelighed, og det var en utrolig følelse,« fortæller Leslie Schwartz. For det brød, der blev givet af nåde og medmenneskelighed, var med til at holde ham i live.
Kugle i kinden

Leslie Schwartz nåede at være i kz-lejrene i et år, inden Den Røde Hær var så tæt på, at fangerne blev beordret til at marchere mod Tyskland til fods uden mad eller drikke. Tanken var, at fangerne ville dø af sult og væskemangel, og sammen med de andre knoglede kroppe begav Leslie Schwartz sig af sted.  

Efter nogen tid blev fangerne givet fri, og Leslie Schwartz nåede en gård. Netop siddende med en bid brød foran sig, kom tyske soldater ind i køkkenet. Leslie Schwartz løb, men ikke hurtigt nok til at undgå den kugle, der gik ind i halsen og ud gennem kinden.
Den tyske soldat råbte, at Leslie Schwartz skulle rejse sig, hvis ikke han ville skydes. Med næsten dyriske kræfter rejste han sig og så, hvordan andre fanger omkring ham blev skudt. Leslie Schwartz kom på et tog og blev kørt til en flygtningelejr.
Leslie Schwartz var fri, som en af de få, der overlevede kz-lejrene. Men han så aldrig sin mor eller sine søskende, siden de forsvandt i rækken af kvinder og børn på vej mod Auschwitz.

Det forjættede land
Leslie Schwartz har siden slået sig ned i USA, blandt de familiemedlemmer, der kaldte ham til det forjættede land efter krigen. Her har han samlet sin sønderrevne sjæl. Alle de følelser, han i krigsårene pakkede væk, vælter i dag op i ham.
»Især når jeg går til begravelser, er jeg meget påvirket. Min reaktion er kæmpestor, og det vidner jo om, at jeg er blevet normaliseret igen. At mine følelser ikke har forladt mig.«
Og midt i ondskaben er godheden vigtig at huske på, mener han.  
»Som den tyske kvinde, der løb en stor risiko ved at give mig brød. Jeg oplevede mange rædsler, men også mirakler. Og jeg kæmpede for at holde mig i live, så jeg kunne fortælle. Nu, hvor jeg har gjort det, er det en stor lettelse,« siger han.

Tyskland
I dag har Leslie Schwartz flere gange været i Tyskland. Han har besøgt kvinden, der gav ham brød i kz-lejren, og har stadig kontakt til hendes søn. For Leslie Schwartz er det vigtigt ikke at pege fingre og dømme. Især ikke senere generationer.
»Det handler om, hvordan man er, og hvordan man opfører sig. Senere generationer skal ikke dømmes.«
Selv er han gift med en tysk kvinde.   
»På mine gamle dage bliver jeg holdt i live af en tysk kvinde,« som han siger i sine erindringer.
     
At overleve helvede , Karen Thisted, Politikens Forlag, 144 sider, 199 kroner, udkommer i dag.