Hver fjerde er i dag bange for at miste jobbet, viser en ny undersøgelse fra a-kassen ASE.
Dermed er frygten for at miste jobbet blevet en fast bestanddel af danskernes hverdag.
"Vi tager løbende pulsen på dette her, og det går desværre fortsat den forkerte vej. Det er blevet almindeligt at være bange for at miste jobbet," siger Jesper Bøge, direktør i ASE.
Frygten for at stå uden arbejde har været støt stigende i flere år.
Især offentligt ansatte er i den senere tid blevet mere utrygge.
"I dag er hver fjerde offentligt ansatte bange for at miste jobbet. For to år siden gjaldt det mindre end hver tiende. Det betyder, at en offentlig ansættelse i dag ikke betragtes som mere sikker end en privat ansættelse," siger Jesper Bøge.
Frygten for arbejdsløshed har dog ikke fået flere til at melde sig ind i en a-kasse.
Det senere år er antallet af forsikrede danskere faldet med 10.000, og mange tusinde danskere står uden adgang til hverken dagpenge eller kontanthjælp, hvis de bange anelser bliver til virkelighed.
Godt syv ud af ti danskere på arbejdsmarkedet er i dag medlem af en a-kasse.
Fakta om tallene:
- I fire analyser foretaget i januar 2009, januar 2010, september 2010 og februar 2011 er 1050-1500 danskere blevet stillet spørgsmålet "Er du nervøs for at miste din beskæftigelse?"
- I januar 2009 svarede samlet 16 procent ja til spørgsmålet, i januar 2010 17 procent, i september 2010 23 procent og i februar 2011 25 procent.