Priserne på huse steg i marts, mens lejlighedspriserne holdt sig i ro. Dermed slår huspriserne lejlighedspriserne for anden måned i streg.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I marts steg prisen på enfamiliehuse med 2,6 procent. Prisen for ejerlejligheder var uændret.
Målt på tre måneders rullende basis - januar til marts - er prisen på et enfamiliehus steget med 1,0 procent og på lejligheder 1,8 procent sammenlignet med de tre foregående målinger.
- I øjeblikket stiger husene mere i pris end lejlighederne. Vi vurderer, at det er de berømte ringe i vandet, der gør sig gældende. Prisen på lejligheder er efterhånden blevet så høj, at køberne søger andre græsgange.
- Der er dog værd at bemærke, at det snarere et huspriserne, der har ualmindeligt meget fart på, end lejlighedspriserne der står stille, skriver chefanalytiker hos Nordea Lise Nytoft Bergmann i en kommentar til tallene.
Ejerlejligheder har dog klaret sig klart bedst de sidste 10 år. Siden 2016 er ejerlejligheder blevet 16 procent dyrere, mens huse er blevet 3,8 procent dyrere.
Nykredit forventer, at boligpriserne vil fortsætte deres fremmarch i år.
- Vi forventer, at huspriserne vil stige med 3,3 procent i 2017, hvilket er stort set på linje med udviklingen i 2016.
- Fordelt på landsdele er der udsigt til stigninger i hele landet: Størst på Østsjælland, lavest i Vestjylland.
- Drivkræfterne vil igen i 2017 være renterne, der forventes at stige svagt i løbet af året sammenlignet med 2016, men niveauet vil fortsat være lavt og understøtte aktiviteten på boligmarkedet, skriver boligmarkedsanalytiker hos Nykredit Jacob Isaksen i en kommentar.
/ritzau/