Politiet i Hongkong har mandag morgen (lokal tid) for første gang under flere måneders uroligheder truet med at "skyde med skarpt", efter de er blevet beskudt af aktivister med pile og molotovcocktails på en besat universitetscampus.
Det er en markant optrapning af konflikten. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Politiet betegner det, som sker på den omtalte campus, for "optøjer". Det kan give en straf op til 10 års fængsel.
Politiet har blokeret udgangene, og dets talsmand, Louis Lau, giver i en live-opdatering på Facebook en kontant advarsel.
– Jeg advarer hermed de oprørske mod at anvende benzinbomber, pile, biler eller andre dødelige våben til at angribe politiet. Hvis de fortsætter med den slags farlige handlinger, så har vi ikke andet valg end at anvende den minimale magt, som er nødvendig, og det omfatter at skyde med skarpt, at returnere beskydningen, siger han.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP