FC Nordsjælland har ifølge træner Kasper Hjulmand ikke opgivet at indhente FC København til foråret, men han erkender, at det bliver svært.
FCK har slået et hul på 12 point til mestrene forud for et forår med kun 13 spillerunder.
- Nej, mesterskabet er ikke afskrevet, men det bliver svært. Vi skal hente 12 point i 13 kampe - det betyder, at de skal tabe fem-seks stykker, og vi skal vinde alt.
- Det bliver svært, men det er ikke lukket endnu, siger Kasper Hjulmand efter søndagens 1-4-nederlag i Parken til FCK.
FCN-træneren erkender, at mestrene på dagen blev slået af et bedre hold, men Hjulmand mener ikke, at forskellen på FCK og FCN har været så stor i dette efterår.
- Vi har tabt to gange til FCK i efteråret, og det er de to kampe, der er forskellen. Hvis man trækker seks point fra dem og lægger seks point til hos os, så er det de to kampe, der betyder, at de lige nu er 12 point foran os.
- For tredje sæson i træk har vi to udekampe mod FCK.
- Bortset fra de indbyrdes kampe, så synes jeg ikke, at der er den store forskel på de to holds efterår, siger Kasper Hjulmand, der erkender, at søndagens FCK-sejr var helt efter bogen.
- Det er helt fortjent. Vi magter ikke at spille godt nok og hurtigt nok.
- Hvis vi skal vinde over FCK, så skal vi magte at spille hurtigt, vi skal gøre mere ondt på dem med vores positioneringer og spille med mere fart. Vi var ikke gode nok, når vi kom igennem deres første pres, mener Hjulmand.
/ritzau/