Hjertekarsygdomme og type 2-diabetes: Sådan sænker du dit kolesterol

Sundhed
(Foto: Pexels/modelfoto)

Middelhavskosten er lig med mere grønt og mindre kød. Det er ikke blot til gavn for klimaet, men sandsynligvis også gavnligt for dine tarmbakterier og din sundhed.

Tidligere studier har vist, at middelhavskost mindsker forekomsten af hjertekarsygdomme og type 2-diabetes.

Maden er kendetegnet ved et højt indtag af olivenolie, grøntsager, frugt, nødder, fuldkorn, og fisk, men et lavt indtag af kød.

Nu har et internationalt hold af forskere undersøgt, hvordan middelhavskosten ændrer fordøjelsen og sundheden hos overvægtige.

Resultaterne viser, at hvis man har spist den mad, som vi typisk spiser i Vesteuropa og USA - bestående af fødevarer fulde af energi, med meget fedt og sukker, samt et lavt indtag af grøntsager og frugt - og omlægger til en typisk middelhavskost, så fører det allerede efter fire uger til et lavere niveau af kolesterol i blodet.

Det sker på trods af uændret kalorieindtag, en uændret fordeling af makronæringsstoffer som kulhydrater og proteiner og en uændret fysisk aktivitet.

Dette opfattes som sundhedsfremmende, da højt kolesterol er en velkendt risikofaktor for hjertekarsygdomme. Dog var det afgørende, i hvor høj grad forsøgsdeltagerne omlagde kosten. 

Mere grønt ændrer tarmbakterierne

Kostomlægningen førte også til en fordobling af indtag af kostfibre. Dette bevirkede at der kom flere af de gavnlige tarmbakterier, som er specialiseret i nedbrydning af kostfibre.

Samtidig fortrængtes bakterier, som typisk er blevet forbundet med tarmsygdomme. Det var også klart, at bakterierne ændrede nedbrydningen af maden.

Det er kendt, at molekyler dannet af tarmbakterierne kan optages i tarmen og transporteres rundt i kroppen via blodet.

Mens nogle molekyler ingen forskel gør for vores sundhed, så fungerer andre molekyler som signalstoffer, der kan kommunikere med vores celler og dermed påvirke vores fysiologi.

Fakta om studiet

Studiet blev udført som et otte-ugers interventionsstudie, hvor 82 overvægtige deltagere ved lodtrækning blev fordelt til at spise enten deres almindelige mad eller en personlig skræddersyet middelhavskost med uændret energiindtag og uændret fordeling af makronæringsstoffer.

Studiet er foretaget af et internationalt forskerhold med deltagelse fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.