En 36-årig hjemløs mand blev torsdag dømt for at have oprettet en såkaldt utryghedsskabende lejr.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Københavns Byret.
Byretten idømte manden en bøde på 500 kroner.
I afgørelsen lagde retten vægt på, at manden, der er udlænding, i to uger ud af en periode på tre uger havde indrettet en soveplads med pap og tæpper i et indgangsparti på Købmagergade i det centrale København.
Rettens begrundelse var også, at han havde sine ejendele og spiste på stedet, og at han to eller tre gange brugte stedet til at forrette sin nødtørft.
Samlet besluttede retten, at manden havde etableret sig og taget ophold i en lejr, og at lejren var utryghedsskabende.
Til DR Nyheder udtrykker Gadejuristen bekymring over afgørelsen, der ifølge tv-stationen er den første af sin slags.
- Med dommen er der kommet en meget lav tærskel for, hvad en utryghedsskabende lejr er. Det er de færreste hjemløse, der sover i det offentlige rum i Danmark, som ikke vil blive ramt, siger jurist Maja Løvbjerg Hansen.
- Vi stiller hjemløse i en umulig situation. Der er ikke plads på herbergerne, og de må ikke sove ude et sted med deres ejendele og mad. Der er ikke noget, de kan gøre for at undgå denne kriminalisering, tilføjer hun til DR Nyheder.
Som udgangspunkt kan man ikke anke så små bødeafgørelser. I de tilfælde skal man bede om tilladelse hos Procesbevillingsnævnet, og det har manden ifølge DR Nyheder gjort.
/ritzau/