Den demokratiske senator Kamala Harris indledte søndag formelt sin kampagne forud for det amerikanske præsidentvalg i 2020.
Foran rådhuset i hjembyen Oakland lovede hun de mange fremmødte at forene et USA, der lider at dyb splittelse - både socialt, kulturelt og politisk.
Hun stiller således op for at kæmpe mod dem, der "prøver at indgyde had og splittelse".
- Vi er her, fordi den amerikanske drøm er under angreb, og vores amerikanske demokrati er på spil som aldrig før, lød det fra trappen på Oaklands rådhus.
- Vi er her på et tidspunkt, hvor vi må besvare et grundlæggende spørgsmål. Hvem er vi som amerikanere?
- Så lad os svare på det spørgsmål. Vi er bedre end dette.
Kamala Harris nævnte i sin tale aldrig den amerikanske præsident, Donald Trump. Ikke desto mindre var det tydeligt, hvem hun henviste til.
- Når vi har ledere, der chikanerer og angriber den frie presse og underminerer vores demokratiske institutioner, så er det ikke vores USA, sagde Harris og tilføjede:
- Når tilhængere af hvidt overherredømme marcherer og dræber i Charlottesville eller dræber uskyldige i en synagoge i Pittsburgh, så er det ikke vores USA.
Kamala Harris har blot siddet i det amerikanske Senat i to år. Alligevel valgte hun for en uge siden at erklære sit kandidatur til valget.
Harris' kandidatur er fyldt med historiske perspektiver.
Hvis hun i sidste ende vinder valget, vil hun blive den første sorte kvinde, der bestrider embedet. Samtidig vil hun blive den første person af asiatisk afstamning, der bliver valgt som præsident.
/ritzau/AP
/ritzau/AP