Alle kender Khalid. Han er et verdensnavn. I hvert fald blandt indvandrere på Nørrebro i København.

Man ser det, når han slentrer ned ad fortovet.

Fremmede kvinder i slør vifter let med hånden fra den anden side af gaden. Grønthandlere nikker. Khaled nikker igen.

De kender ham alle – de unge rødder nede fra Blågårds Plads. Deres forældre oppe i lejlighederne. De stilfærdige butiksejere. De kriminelle i deres store sorte biler.

For Khalid Alsubei, der kom til Danmark som 17- årig fra Jordan, er blevet en institution på Nørrebro.

Vrede indvandrerdrenge

Det begyndte i 1997, en tilfældig dag, hvor han tændte for sit tv. I billedet løb vrede unge indvandrerdrenge rundt på Blågårds Plads og overdængede politiet med brosten og satte ild til gaden. Khaled tænkte:

»Skal de virkelig repræsentere unge muslimer i Danmark?«

Hurtigt fik han samlet en gruppe fædre, der tog rundt til de problemramte familier og opsøgte de unge gaden. Fædregruppen kaldte de sig.

Og i løbet af få år har de nu fået opbygget deres egen ungdomsklub på Rantzausgade – Klub Spiderhouse. Her kan de unge drenge og piger få afløb for frustrationerne med kickboxing, fodbold, skuespil, værksteder og computerspil.

Hårde kerne

Det har hjulpet mange, mener Khalid Alsubehi. Men han ved også, at den hårde kerne af unge indvandrerdrenge er blevet hårdere. Og en anden gruppe er blevet mere yderliggående.

»Man har håndteret dem på en helt forkert måde, man har ikke villet tale om religionen som en løsning.«

Det er netop religionen, vi skal tale om, da han tager imod Nyhedsavisen i Fædregruppens lokaler. Khalid Alsubehi er blevet overbevist om, at islam kan redde de udsatte unge. Han er derfor begyndt at læse i islamisk ret – sharia – på universitetet i Damaskus i Syrien. Samtidig holder han og til fredagsbøn i Fædregruppens ungdomsklub. Målet er at bruge sin viden til at fortælle de unge på gaden, hvad der er haram (forbudt) og halal (tilladt) i koranen. .

»Mange af de unge er rodløse. Nogle føler sig som danske muslimer, men er ikke blevet vejledt ordentligt i islam. Og så kan det gå galt. Nogle unge tror fejlagtigt, at det er halal at sælge hash eller overfalde danskere. Eller de tror, at man ikke må stemme til demokratiet. De trænger til et religiøst forbillede. Det vil jeg gerne være,« forklarer han.

Men hvis du underviser dem i islamisk ret, ender de så ikke med, at de isolerer sig mere?

»Jeg siger ikke, at vi skal have et islamisk retssystem i Danmark, eller at de unge skal bede fem gange om dagen og bære skæg. De skal være gode forbilleder og respektere alle de danske love, for vi lever i et demokrati. Jeg siger ofte til dem: Tak Gud for, at I ikke bor i Mellemøsten.«

Hvad hvis de spørger til islams holdning til eksempelvis homoseksuelle?

»Vi skal respektere andres måde at leve på. Jeg kan ikke nægte, at islam opfatter homoseksualitet som en synd. Men det er ikke et emne, vi taler med de unge om.«

Ifølge Khaled Alsubehi er det afgørende, at de unge får et religiøst og vidende forbillede at støtte sig til.

»De unge lytter ikke længere til deres forældre og de ældre imamer. De er blevet individualister af at bo i Danmark. De kan og vil selv. Derfor opsøger nogle ekstreme grupper på internettet eller Hizb-ut-Tahrir, som taler de unges sprog,« siger Khalid Alsubehi.

Den 42-årige integrationsmedarbejder har selv været ekstrem. Han kom til Danmark som 17-årig og blev fanget i sin rodløshed. Han gjorde alt for at være som andre danskere – drak sig fuld, gik i byen med danske piger. Men med tiden blev han dybt frustreret over, at hans livsstil kolliderede med hans forældres muslimske opdragelse. Til sidst måtte han vælge side.

»Jeg blev ekstrem. Jeg ville ikke arbejde, for så kunne jeg ikke dyrke min religion. Jeg sad kun derhjemme eller gik i moskeen. Jeg fik et stort skæg til ære for profeten og gik i det samme tøj, som profeten gjorde på sin tid. Jeg gik kun op i, hvad der var forbudt og tilladt, og jeg fordømte andre muslimer og de vantro,« siger han.

På afveje

Khalid Alsubehi indså dog efterhånden, at han var på afveje. En gruppe muslimer, der rejste rundt og missionerede, forklarede ham, at han ikke skulle vende samfundet ryggen.

Khaled besluttede at melde sig ind i militæret hos gardehusarerne i Næstved. Han lærte flere og flere danskere at kende, dannede Fædregruppen og blev mere og mere moderat. Til sidst røg det religiøse skæg af.

»Jeg kender hele den proces fra at være rodløs til at blive ekstrem. Derfor forstår jeg de unge,« siger han.

»Det handler om at fortælle dem, at de godt kan være danskere og muslimer. Jeg vil vise dem, at de godt kan beholde deres islamiske tankegang, samtidig med at de er gode borgere i Danmark,« siger han.

»Det er min drøm.«