Asfalten er stadig våd efter den sidste byge på Remmerslundvej i Hedensted. Den lille klynge af huse står med murene helt ud mod den smalle vej, så motorlarmen kan høres ind i stuerne. I haverne er det kun græsset og de stedsegrønne planter, der bryder ensformigheden mellem de røde og gule murstensmure. Foran et af husene ligger lilla og gule tulipaner og vidner om en tragedie. Som det eneste hus i Remmerslund er alle gardinerne trukket for vinduerne.
En mand med hvidt hår under en falmet kasket går langsomt forbi på fortovet overfor, mens han ser over mod de grå vægge. Som om han prøver at forestille sig, hvad der er sket bag de massive mure.
»Det var jo galt med ham før. Han havde jo sidde inde i fire uger,« siger Hans Nielsen på 71 år, mens han passerer huset. Han kendte dem ikke. Tror han da.
Det var søsteren
Lidt længere oppe af vejen i byen lå der engang en købmand. Den lukkede for nogle år siden, men købmandsparret bor der stadig.
»Vi har boet her siden 1950. Nu kender vi ikke folk mere,« siger den pensionerede købmand. Hans kone vil ikke have sin mands navn i avisen.
»Det var hendes søster, der boede der. Det er forfærdeligt. Han kunne da lige så godt have skudt sig selv, så var vi fri for at føde på ham,« siger købmanden, inden han bliver beordret ind i varmen af sin kone. Regnen gør hans sutsko våde.
Himlen åbner sig over det grå hus og får en vandstråle til at plaske højlydt ned i en stor pyt ved siden af tulipanerne. Grå røg siver op af skorstenen og går i et med himlen. Der bor stadig nogen i huset. Endnu en bil sagtner farten og kører forbi, mens bilisten ser på de små vinduerne. Og på blomsterne, der bliver våde i regnen.