Internetgiganten Google er klar med en støttepakke på 800 millioner dollar - 5,5 milliarder kroner - til kampen mod coronavirusset, der i øjeblikket hærger verden over.
Det meddeler tech-virksomheden i en pressemeddelelse.
Pengene går blandt andet til sundhedsorganisationer, regeringer og små og mellemstore virksomheder, der er hårdt presset under coronavirussets indtog.
Størstedelen af milliarderne gives ud som annoncekredit hos Google.
- Dette er et eksempel på, hvordan vi kan udnytte vores mennesker, produkter, filantropi og forsyningskæde for at have en bæredygtig indflydelse - og hjælpe på måder, der er målrettet mod specifikke og akutte behov, siger Sundar Pichai, administrerende direktør for Google, i pressemeddelelsen.
Blandt andet får Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og andre sundhedsmyndigheder i mere end 100 lande gratis annoncer gennem Google til en værdi af 1,7 milliarder kroner.
Reklamepladsen kan således blandt andet bruges til at informere om Covid-19 for at stoppe smitten.
Google giver også for 2,3 milliarder kroner i annoncer til små- og mellemstore virksomheder.
Techgiganten opretter desuden en investeringsfond på 1,3 milliarder kroner, der skal målrette støtte til blandt andet ngo'er, som kan hjælpe med at rejse kapital til små- og mellemstore virksomheder.
Google vil også hjælpe med at øge produktionen af respiratorer. Det er primært rette mod USA.
Virksomheden vil med en økonomisk indsprøjtning desuden sørge for, at der bliver produceret mellem to og tre millioner ansigtsmasker i de kommende uger.
På verdensplan er 566.269 konstateret smittet med coronavirus. 25.423 personer smittet med virusset har mistet livet.
Italien er værst ramt, hvor over 8000 personer med virusset er døde.
/ritzau/