”Gift ved første blik” er tilbage på DR, og som en service til Avisen.dk’s læsere bringer vi hver fredag morgen en gennemgang af ugens afsnit.
Så kan du lave noget mere fornuftigt torsdag aften, men stadig sladre med på arbejdspladsen næste formiddag.
Jeg slås pt. med en sensommerinfluenza, men da freelancere ikke får løn under sygdom (det er kun sygeplejersker og andre fastansatte, der har det så godt) har jeg alligevel kæmpet mig igennem aftenens episode. Resumeet er derfor måske lidt sporadisk.
Carsten og Jonna ser fjernsyn. Først troede jeg, det skyldtes min feber, men DR har simpelthen valgt at sløre, hvad der er på skærmen. Flere spørgsmål melder sig: Ser de noget, der er så kontroversielt, at det ikke kan vises i den bedste sendetid? Og er det ikke mærkeligt at bede to mennesker om at gifte sig og derefter følge deres liv helt tæt 24 timer i døgnet, men alligevel mene det er for personligt, hvad de ser i tv? Nå, Carsten gaber, så de ser nok bare DR.
Samantha og Daniel har haft sex. Ja, for faste følgere er det lidt af et chok, thi Daniel som bekendt er ham, der permanent ligner en, narkosesygeplejersken lige har bedt tælle ned fra 100. Oplevelsen har dog ikke gjort tingene nemmere hjemme hos det unge par, der nu skændes om, hvordan vasketabs virker.
– Der er sådan noget plastik på, og så smider jeg den bare lige ind i maskinen, og så bliver den opløst, siger Daniel.
– Ja, så bliver den jo opløst med det samme, men det skal den ikke, siger Samantha, der til sidst må opgive at forklare Daniel, at vasketabsen skal lægges i det lille rum i lågen.
Men hey, han har altså knaldet hende. Kvinder er bare så skuffende nemme.
Mette og Morten ser fodbold hjemme hos Morten. Hans søn og datter er der også. Det er FCK, der spiller, og selvom det bestemt kan være en grim oplevelse, så virker det overdrevet, at DR igen har sløret billedet. Altså, hvad foregår der med den censur? Tror de ikke vi ved, at der findes andre sportsgrene end håndbold? At der findes andre tv-kanaler? Nå, men det gør vi altså, og på TV 2 er der i øvrigt ”Trailerpark Danmark” hver torsdag klokken 20, og det er et meget bedre program.
– Er det ikke hårdt at bo sammen med sådan to fodboldtosser?, spørger Mette Mortens datter.
– Da jeg var mindre syntes jeg især det var virkelig irriterende, for de kunne ikke snakke om andet end fodbold, svarer hun.
Hun kommer til at savne fodboldsnakken, når hun ser afsnittet, hvor hendes far taler om at få en finger op i numsen.
Michael og Pernille diskuterer stadig om det er rimeligt, at de skal bo på Langeland. Pernille har regnet ud, at turen fra Horsens tager hende to timer og fem minutter, mens Michael ville kunne køre fra sit arbejde og hjem til hende på en time og 37 minutter. Michael forstår det ikke, for han stemmer på Enhedslisten og har det lidt svært med facts og tal, men er større på følelser. Sine egne følelser.
– Jeg bliver skør, hvis jeg skal køre så langt hver dag, siger han, mens han spiser et æble. Pernille spiser rugbrød med pålægschokolade. Bagefter ringer hun til sin mor og græder over situationen.
– Begge parter skal jo ofre sig, siger Pernilles mor, men mener ”smid nu den røde egoist ad helvede til”.
Dagen efter besøger Michael Pernille i Horsens. Hun har købt sushi. Michael brokker sig over den lange transporttid. Pernille er ikke bedre end alle andre kvinder og snyder lidt på vægten – nu varer hendes tur pludselig to timer og 15 minutter, mens hun mener Michael kan køre hans på en time og tyve. Det ender med, at DR skaffer dem et hus midt mellem Langeland og Horsens. Der får de pizza.
Michael og Kristina skal lave tacos. Eller, det vil sige, Michael skal, for han er ved at lære at lave ordentligt mad.
– Du ender med at blive helt lækker, siger Kristina til ham.
Michael kalder en klump ingefær for ”den dér mærkelige frugt” (ordentlig mad? ingefær i tacos?), men ellers går det fint, men også lidt langsomt, i hvert fald springer tiden på uret på ovnen næsten en time, mens han skiller et hvidløg ad. Mere vigtigt, så vil jeg dog gerne benytte lejligheden til at belyse en debat, vi har kørende hjemme ved mig selv: Min kone hævder, at det kun er i dumme lande som Danmark, at tacos er de dér åndssvage, tørre skaller, man ikke kan spise uden at svine ud over sig selv. I Mexico, hvor tacoen kommer fra, er tacos bløde, siger hun. Altså, lidt ligesom det, man i Danmark kalder tortillas. Eller ”mad-pandekager”, hvis man kommer fra Jylland. Er der nogen af jer, der ved, om hun har ret?
Carsten og Jonna spiser kylling, majs og remoulade. Gabby er jaloux, fordi de kysser og krammer. Gabby er Jonnas hund, og det eneste, hun går mere op i end sine øjenbryn.
– Jeg synes en hund skal leve på menneskets præmisser. Mennesker skal ikke leve på en hunds præmisser, siger Carsten, der brokker sig over Gabbys beskidte poter og modigt omtaler hunden som ”den”. Jonna ringer til en dyrepsykolog for at få hjælp, midt under desserten, med medhør på.
– Min hund kommer jo i første række, siger hun til dyrepsykologen.
– Ja, selvfølgelig. Det er dedikation, og det skal du være stolt af, siger dyrepsykologen.
Carsten prikker indebrændt i sine majs. Senere på aftenen putter han Gabby i tremmesengen.
– Jeg tænker, jeg indretter mig efter, hvordan Jonna gør, siger han til kameraet, i et ydmygende knæfald, der i denne uge kun er overgået af Jakob Ellemanns forsvar for øremærket barsel til mænd.
Samantha og Daniels vasketabs-kontrovers varer natten over. De snakker først for alvor til hinanden den følgende eftermiddag.
– Jeg synes, der har været en mærkelig stemning, siger Samantha.
– Det har jeg ikke tænkt over, siger Daniel og kigger ned i sin computer.
– Vi har bare ikke rigtig sagt noget til hinanden. Det føles ikke superbehageligt, siger Samantha.
– Hmm. Det har ikke tænkt over, siger Daniel.
– Jeg har bare følt, der har været et eller andet, siger Samantha.
– Hmm. Det har ikke tænkt over, siger Daniel, gnider sin vielsesring og kommer alligevel frem til, hvad der trykker ham.
– Der var lige den dér opvaskemaskine i går. Om man smider vasketabs det ene eller andet andet sted. Det blev jo rent. Og ellers tænder man jo bare for den igen, siger han.
– Synes du det er konstruktivt?, spørger Samantha.
– Jeg tænker ikke konstruktivt, svarer Daniel.
Men husk, han har knaldet hende.
Mette og Morten spiser fyldte chokolader. De har afsat 15 minutter hver dag til at skændes om de ting, de er uenige om. 15 minutter? Åh, at være ung og nyforelsket. Morten mener, at Mette prøver at trække hendes rengøringsvanvid ned over hovedet på ham.
– De regler du tager ind i mit hjem, er de samme som du har derhjemme, så du ændrer ingenting ved dig selv, siger han.
– Det er fordi du har skidt og møg på gulvet, siger Mette.
– Er du sød at tale pænt om mit hjem, siger Morten.
Mette er bedre til at spise fyldte chokolader end min kone. Mette spiser hele stykket, selvom hun ikke kan lide det. Min kone bider toppen af, og hvis hun ikke kan lide indholdet, lægger hun stykket tilbage i æsken. Om aftenen spiser de pølsemiks (Mette spiser det med burgerdressing på) og dagen efter bruger de naturligt nok 15 minutter på at diskutere prutter. Morten er træt af, at han skal holde dem inde. Jeg får mere og mere ondt af hende datteren.
Vi ses i næste uge, hvis jeg ikke er død af corona. Hvis jeg er, så må I lige se næste afsnit selv. Hvis I ikke orker det, så kan jeg som sagt anbefale ”Trailerpark Danmark” på TV2 samme dag, samme tidspunkt.