”Gift ved første blik” er tilbage på DR, og som en service til Avisen.dk’s læsere bringer vi hver fredag morgen en gennemgang af ugens afsnit. Så kan du lave noget mere fornuftigt torsdag aften, men stadig sladre med på arbejdspladsen næste formiddag.
Sidste uge gik det dog ikke så godt, for jeg glemte både den lovede nazi-reference, jeg kom til at kalde Samanthas hår-extensions for dreadlocks (og skrev, at hun ikke vaskede dem), og jeg blev af samme grund beskyldt for at være racist på Facebook. Det holder selvfølgelig ikke, så i denne uge har jeg TO nazi-referencer – og hele TO race-kommentarer, så vi forhåbentlig også kan gøre Twitter-brugerne sure.
I femte afsnit skal parrene flytte sammen. Selvoptagede, sexglade, seriemorder-in-spe Morten og punktlige, pertentlige, parfumeglade Mette skal på skift bo hos hinanden og blander deres ejendele for kameraets skyld. Morten pakker og medbringer noget, han kalder et kunstværk, men han må have taget det forkerte billede ned af væggen, for der er bare tale om en af de dér afskyelige, abstrakte plakater bag plexiglas, man kan købe i IKEA. Han har også en masse fyldte, sorte affaldssække stående, men de skal åbenbart ikke med, så det er nok bare skrald. Eller en pervers pornosamling, der skal ud, inden Mette ser den. Eller ligdele.
– Tager du lige bagindgangen?, spørger Mette, da Morten ankommer hjemme hos hende. Desværre for ham mener hun bare, at han ikke ringer på hoveddøren. Hun har i øvrigt fået opgraderet sine øjenbryn i en grad, så selv George Michaels barber ville være misundelig over præcisionsarbejdet.
Mortens IKEA-kunst får lov at komme op i soveværelset. Det gør han tilsyneladende ikke selv … hvis I forstår. Faktisk begik jeg endnu en fejl i sidste uge, for jeg skrev, at de to havde sex. Det havde de sandsynligvis ikke, det var bare klippet, så vi skulle tro det, har jeg læst mig til. Beklager. Af en eller anden grund har DR i øvrigt også valgt at sløre andre detaljer i parrets forhold. Deres nummerplader, billeder på væggene, navneskilte og endda en ubestemmelig plet på Mortens seng (!) er blevet dækket med sådan en grå plamage, man ellers kun ser, når der er noget i tv med rigtige forbrydere, og ikke bare nogen, der stjæler vores tid. Måske lever Morten og Mette i virkeligheden et spændende liv. Bare vi dog måtte se det i fjernsynet.
Samantha er den af kvinderne i programmet, der har de mest normale øjenbryn (Se selv! Ikke racist!). Til gengæld er hun også den, der keder sig mest.
– Samantha og Daniel har en hud-udfordring, siger psykolog-Gert. Jeg hører dårligt, og han siger nok ”hoved-udfordring”, men hud-udfordring er også ret dækkende, og ikke på en racistisk måde, men fordi især Daniel ikke virker så interesseret i det fysiske forhold.
– De skal arbejde på deres følelsesforvaltning, siger psykolog-Gert, der som bekendt får løn for at få selv det mest primitive til at lyde akademisk. Det han mener er, at de skal huske at knalde, når de er liderlige, i stedet for bare at male keramik eller spille computer.
Ikke for at træde i det, men Daniel vasker i øvrigt heller ikke hår, tror jeg. Han kan heller ikke forstå, at Samantha har to tørrestativer. Det kan jeg heller ikke, men det viser sig, at det ene er til sengetøj, det andet til alt det andet. Daniel er stadig forvirret, og jeg føler med ham, for jeg fandt også først ud af, at man skal vaske sit sengetøj, da jeg flyttede sammen med min kone.
Michael den ældre skal flytte fra sine Kaj Bojesen-aber og hjem til Christina.
– Jeg glæder mig til at se, når Michael og Christina skal flytte sammen, for de har ikke nogle særlige udfordringer, siger psykolog-Gert, der åbenbart slet ikke har forstået, hvordan man laver godt fjernsyn. Det forklarer en del. Han lyver i øvrigt, for – afsløring! – Christina har Christian Bitz-tallerkener derhjemme. Uh! Dumme svin! Okay, jeg TROR det er Christian Bitz-tallerkener, og ikke de dér andre, men jeg er ikke sikker på, jeg kan kende forskel, og det er vel også hele pointen.
Christina bor i øvrigt ret pænt, med både Panton-lampe og kontrabas. Til gengæld har hun også masser af plakater med irriterende, motiverende citater. Sådan noget Pippi Langstrømpe-ævl. Det studser Michael lidt over, og det forstår man jo godt, for den slags vægpynt er noget af det mest lystdræbende, man kan møde hjemme hos et nyt, kvindeligt bekendtskab. Altså, udover hendes mand.
Michael den yngre er stadig træls. Han nægter f.eks. at flytte fra Langeland, så Pernille kører de to timer fra Horsens, blot for fortsat at skulle forsvare sit politiske ståsted.
– Jeg er på den blå side, du er på den røde. Men jeg kunne aldrig finde på at svine nogen på den røde side til, og når man stemmer som dig, så burde man da netop være åben over for forskelligheder og muligheder, siger Pernille fornuftigt, efter at have stået model til endnu et maoistisk møgfald.
Michael svarer et eller andet med, at Pernille Vermund er racist, men det har man valgt at klippe ud, har DR efterfølgende indrømmet. Jeg ved ikke, om Vermund er racist, det tror jeg ikke, ikke sådan rigtigt, i hvert fald, okay, måske lidt, men det er også lige meget, for idéen med reality-tv er vel netop, at vi skal have den slags med. Nå, men det viser sig, at det er Vermund selv, der har brokket sig, efter hun hørte om den første version af afsnittet, så jeg kan ikke helt klantre DR for den her. Men det havde da været fedt, hvis de havde lidt større nosser.
Apropos mangel på nosser, så evner Michael ikke at debattere med Pernille og bruger verdens ældste undskyldning.
– Nu skal jeg på toilettet, siger han og mener ”nu gider jeg ikke snakke mere med dig, din skide Eva Braun-wannabe”.
– Gider du så ikke lige lukke hunden ind, siger Pernille og mener ”så flyt dog til Nørrebro, din tabermand”.
Dagen efter skal de i tiltrængt parterapi hos psykolog-Jacob i København.
– Mit fokus er at møde dem i og undersøge, hvad der kan være svært, siger han, og ud over, at han formulerer sig øretæveindbydende prætentiøs, så er det rart at høre, at han trods alt har forstået sin opgave nogenlunde. Han formår dog ikke at løse den særlig godt, for stemningen vedbliver ganske uforløst.
– Det man skal gøre som par er at støtte hinanden, siger Pernille og mener ”jeg glæder mig sgu til at fortælle ham, at jeg var vild med Muhammed-tegningerne”.
– Jeg er nok bare ekstremist, siger Michael og mener ”jeg tror sgu bare, jeg flytter til Nørrebro”.
Hos Carsten og Jonna er der heller ingen 50/50-ordning, for Jonna har besluttet, at Carsten skal hjælpe til på hendes hobby-hestegård. Inden han flytter får vi heldigvis en sidste rundtur i hans uforlignelige kollektiv – og endnu et blik på lænestolsinstallationen på scenen midt i stuen. Jamen, altså, jeg elsker det bygningsværk. Han har også noget der ligner en kondomautomat på badeværelset, en halv flaske vodka i vindueskarmen og en pløkhammer hængende på væggen. Eller som vi kaldte det, da jeg voksede op i Jylland: En god fredag aften.
– Jeg bor nok lidt mere traditionelt end dig, siger Jonna, men det er ikke Carstens boligstil, der for alvor bekymrer hende. Hun er i stedet ked af, at han aftenen før flytningen har sendt hende en sms, hvor han udtrykker bekymring for, om hun prioriterer ham ligeså højt som hendes dyr. Jonna er både trist og bange for, at Carsten er sur, og det forstår man godt, med vodkaen og pløkhammeren in mente.
– Jeg kan jo ikke se hans ansigtsudtryk i sådan en besked. Der er ikke noget værre end sms’er, siger hun, og jeg giver hende ret, om end holocaust og licens følger tæt efter på en delt andenplads.
Da de har fået talt sig til rette, og Carsten er blevet overbevist om, at Jonnas dyr ikke har førsteprioritet, går de i seng. Med hendes hund liggende i en tremmeseng ved siden af. Jonna synger ”Elefantens vuggevise” for den, men DR har selvfølgelig også klippet det med negerdrengen og ranglen ud.
Samantha og Daniel og deres mange tørrestativer er blevet enige om at flytte til Aarhus, men da Daniel i forvejen bor der sammen med en roommate, og ingen af dem har råd til en lejlighed, har DR snydt og skaffet dem en. Det burde man måske hæfte sig mere ved det åndssvage i, men jeg er efterhånden blevet immun, både overfor fråseri med skattekroner og manglen på virkelighed i ”eksperimentet”. Jeg er faktisk kun for alvor træt af, at DR på trods af de mange ressourcer ikke har lært nogen af deltagerne at kigge i kameraet, når de filmer sig selv.
Nå, det unge par skal ud og købe ting til den nye lejlighed, og vi får endnu et indblik i, hvorfor der nok går lang tid inden Daniel tager sig sammen til at knalde Samantha – eller bare vaske hår, for den sags skyld.
– Har du nogle ønsker til indkøb?, spørger hun ved morgenbordet.
– Nej, siger han, efter ti sekunders pause, uden at kigge hende i øjnene.
– Nogle idéer?, spørger hun.
– Nej, siger han, efter endnu ti sekunders pause, tager en tår af sin mælk og ligner en, der lige om lidt banker hovedet ned i sit rundstykke af ren udmattelse over den krævende samtale.
– Tanker?, prøver hun.
– Næh, mumler han, og tilføjer efter endnu en pause:
– Vi tager bare i Sinnerup. De har det hele. (De har i øvrigt også Christian Bitz-service. Jeg HAR tjekket. Ikke at jeg opfordrer til et boykot, men nu ved I det).
Apropos Christian Bitz, så drikker Daniel i øvrigt laktosefri mælk. Muligvis for Samanthas skyld. Mens det kun er omkring fem procent af genetiske, hvide danskere, der reelt er laktoseintolerante, så er tallet over 50 procent for folk af afrikansk herkomst. (Nej, unge københavnere er i virkeligheden ikke laktoseintolerante, de leger det bare, fordi det er smart. Og det er endnu værre med gluten-allergi, som under en procent af alle danskere reelt har. Se, man lærer noget af at læse det her).
– Daniel skal passe på, at han ikke havner i vennezonen, siger psykolog-Gert, der i et voldsomt karaktertwist pludselig har droppet de tykke bøger og sin kloge Aage-lingo, og nu bare er begyndt at hente sin viden fra ”Sex and the city”.
– Vi ved ikke, hvad det er der gør, at to mennesker falder for hinanden, supplerer psykolog-Jacob, i et ligeså pludseligt, overraskende og koncept-underminerende anfald af total ærlighed.
Hvis jeg var DR, så var det nok dét citat, jeg havde klippet ud.
Vi ses i næste uge, hvor forskrabet afslører, at Pernille græder, Daniel og Samantha er sure og Jonna indrømmer, at hun prioriterer dyrene højest. Det glæder jeg mig til. Men jeg glæder mig mest til alle de nye klager, jeg får i løbet af i dag. Især dem fra unge, hvide københavnere, der hævder, at de altså ER gluten- og laktoseintolerante, og at det ikke er noget at gøre grin med. Men det er det.