Personen blev fundet i et grønt område, og der er formentlig tale om en kvinde.
Men ellers er politiet foreløbig ret sparsomme med oplysninger om et lig, der blev fundet i aftes på Tjørnehegnet i Solrød Strand mellem Greve og Køge på Sjælland.
Flere politihunde og den tekniske afdeling blev efter fundet straks sat i gang i en større efterforskning efter spor, der kunne afklare mysteriet, oplyser politiet i Midt- og Vestsjælland.
Politiet har en teori om den afdødes identitet, men vil først kommenterer yderligere på sagen efter et ligsyn senere i dag tirsdag.
Det er umiddelbart politiets vurdering, at der ikke er tale om en forbrydelse, men det kan dog ikke fastslås med sikkerhed.