Det franske håndboldlandshold kæmper mod hele verden i forsøget på at vinde VM-guld for tredje gang i træk.
Det er det indtryk Frankrigs assisterende landstræner, Guillaume Gille, efterlod på det officielle pressemøde forud for fredagens semifinale mod Danmark i Hamburg.
Gille mener, at alt er lagt an på en slutkamp mellem turneringens to arrangørlande i Herning på søndag.
- Alle tilskuere og hele organisationen venter på en finale mellem Danmark og Tyskland. Vi vil forsøge at ødelægge det. At være det lille element, der sender historien i den forkerte retning, siger Guillaume Gille.
Sammen med reservemålmanden Cyrille Dumoulin udgjorde han den franske duo på det fælles pressemøde, hvor Nikolaj Jacobsen og Mads Mensah stillede op for den danske trup.
Og så blev der ellers udvekslet høfligheder og respektfraser hen over podiet i et alt for lille sidelokale til kamparenaen Barclaycard Arena.
Frankrig og Danmark har mødtes et utal af gange de senere år. Alene i 2018 spillede de to hold fem gange mod hinanden, så kendskab og respekt er stor.
- Det bliver en meget hård kamp. Vi kender hinanden godt og har spillet mod hinanden i mange turneringer. Det er altid svært og tæt, og vi forventer det samme i morgen (fredag, red.), siger Gille.
- Vi har nogle kvaliteter, vi kan bruge. Vi må se, hvordan kampen former sig, men det bliver sjovt at være en del af, lyder det fra træneren, der styrer det franske stjerneensemble i selskab med Didier Dinart.
Kampen mellem Frankrig og Danmark begynder fredag klokken 17.30.
/ritzau/