Det skaber mistillid til systemet, når byggesagkyndige indsamler data til hemmelige rapporter uden boligejernes vidende.
Det siger vicedirektør Vagn Jelsøe, Forbrugerrådet Tænk.
Meldingen kommer, efter at dagbladet Politiken har beskrevet, at byggesagkyndige udarbejder såkaldte skyggerapporter for forsikringsselskaber.
- Det er enormt vigtigt, at der er tillid til byggesagkyndige, når de laver tilstandsrapporter, som ligger til grund for forsikringer, som både sælgere og købere skal kunne stole på, siger Vagn Jelsøe til Ritzau.
- Der synes jeg ikke, det er i orden, hvis det er sådan, at en byggesagkyndig, som jeg inviterer ind i mit hjem for at lave en tilstandsrapport, så ikke fortæller, at han også løser opgaver for en anden part - nemlig et forsikringsselskab, siger han.
De byggesagkyndige, der er beskikket af staten, indsamler de supplerende oplysninger, når de er kaldt ud for at lave tilstandsrapporter.
Politiken har talt med byggekonsulentfirmaet Ebas og forsikringsselskabet Topdanmark. Her bekræfter man, at der indhentes supplerende oplysninger.
Ebas mener ikke, det er et problem, men vil fremover skilte mere åbent med det, lyder det.
Vagn Jelsøe kan ikke afvise, at de ekstra oplysninger kan komme boligejeren til gode, for eksempel i form af et billigere tilbud om en ejerskifteforsikring.
Men det bør deklareres, hvis en byggesagkyndig udfører bestilt arbejde for et forsikringsselskab, mener han.
- Problemet er, at vi ikke rigtig ved, hvad der foregår. Det er muligt, det er uskyldigt og helt okay, vi ved det ikke. Og det er ikke fremmende for tilliden til systemet, siger Vagn Jelsøe.
- Hvis en byggesagkyndig har en aftale med et forsikringsselskab, så skal det lægges åbent frem over for boligejeren.
- Så kan boligejeren tage stilling til, om det måske kan være en fordel for ham, eller om han hellere vil finde en uafhængig byggesagkyndig, som ikke har andre interesser i spil, siger Vagn Jelsøe.
Forbrugerrådet Tænk vil nu rejse problemet over for branchen.
Lennart Damsbo-Andersen (S), der er formand for transport-, bygnings- og boligudvalget i Folketinget, er overrasket over oplysningerne i Politiken.
- Nu vil jeg spørge, hvad ministeren siger til de nye oplysninger, og så må vi have en drøftelse af sagen, siger han til Ritzau.
/ritzau/