Folketinget ændrer udtalelse om antisemitisme efter fejl

Lovsekretariat skrev ved en fejl islamiske og ikke islamistiske i en udtalelse vedtaget af Folketinget.

Et enigt Folketing stemte i sidste uge for en udtalelse, som fordømmer chikane og hærværk rettet mod jøder.

Udtalelsen indeholdt også en passage om, at der i islamiske kredse er voksende antisemitisme.

Mandag er teksten blevet ændret på Folketingets hjemmeside, så der i stedet for "islamiske kredse" står "islamistiske kredse".

Det sker, efter at Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, mandag formiddag har henvendt sig til Folketingets Lovsekretariatet.

Ifølge Jeppe Bruus fik sekretariatet efter en debat i Folketinget overdraget udtalelsen på et stykke papir. Sekretariatet lavede en slåfejl, da udtalelsen blev skrevet ind i Folketingets system, inden den blev vedtaget to dage senere.

- Det har været vigtigt for partierne, at der står islamistiske for at pointere, at det drejer sig om nogle af de mere ekstreme miljøer, hvor antisemitisme er meget udtalt, siger Jeppe Bruus.

Ritzau har ligesom mediet Arbejderen forsøgt at få flere af partierne til at dokumentere påstanden om, at der er voksende antisemitisme i islamiske kredse, som der indtil mandag formiddag stod i udtalelsen på Folketingets hjemmeside.

I weekenden henviste Jeppe Bruus til en rapport fra EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder. Det gør han fortsat.

Rapporten fra 2018 beskriver europæiske jøders erfaringer med antisemitisme i Europa. Godt 16.000 jøder fra 12 europæiske lande har deltaget, hvoraf 592 er danske.

Undersøgelsen, som S-ordføreren henviser til, viser, at 34 procent af de danske jøder i løbet af de seneste fem år har oplevet at blive mødt med antisemitisme fra ekstremistiske muslimer.

Det fremgår dog ikke af rapporten, om der er sket en stigning.

Den fulde passage i udtalelsen lød, inden slåfejlen blev rettet, at "Folketinget fordømmer antisemitisme i enhver form og har med bekymring bemærket, at der ikke kun i nynazistiske, men også i islamiske kredse er en voksende antisemitisme".

I weekenden indrømmede SF's retsordfører, Karina Lorentzen, at hun ikke har belæg for, at der er stigende antisemitisme i muslimske kredse.

- Jeg lægger mig fladt ned, og jeg skal ærligt erkende, at jeg ikke selv har tjekket det, og jeg har i mit stille sind tænkt, at der nok var kommet en sikkerhedsvurdering fra PET, som peger i den retning, lød det fra Karina Lorentzen.

Også Alternativets retsordfører, Sikandar Siddique, blev efter afstemningen opmærksom på passagen.

Han har derfor bedt justitsministeren om at komme med dokumentation for, at der er stigende antisemitisme i islamiske miljøer. Men det var altså før teksten blev rettet.

Ifølge retsordfører i Enhedslisten Rosa Lund er det helt afgørende, at ordet nu er blevet ændret.

- Det er afgørende, fordi islamistiske folk har meget ekstreme holdninger, mens islamiske er helt almindelige muslimer. Og jeg mener ikke, at der er nogen grund til at påstå, at der skulle være en stigende antisemitisme blandt helt almindelige muslimer, siger Rosa Lund.

Dansk Folkepartis Peter Skaarup er en af initiativtagerne til udtalelsen. Han er først mandag blevet opmærksom på, at der i den vedtagne tekst burde have stået "islamistiske".

For ham er det dog ikke så væsentligt.

- Det gør ikke den store forskel for mig. Jeg kunne sagtens have formuleret det som islamiske, for jeg kan se fra de beretninger, der kommer ind, at det er noget, der trives i islamiske miljøer, siger Peter Skaarup.

/ritzau/