Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.
Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.
LANDETS KOMMUNER HAR som Titanic sat kurs direkte mod isbjerget. Kommunerne ved det godt, og de snakker om det. Snakker meget endda. Men der er tilsyneladende ingen, der griber roret og ændrer kursen, før katastrofen for alvor sætter ind.
Og isbjerget? Ja, det er risikoen for i fremtiden ikke at kunne at yde værdig og kvalificeret omsorg, pleje og hjælp til kommunernes største velfærdsområde – ældreplejen. Og risikoen for ikke at kunne skaffe kvalificeret personale til det såkaldte nære sundhedsvæsen, som er under opbygning i kommunerne.
KOMMUNERNE MANGLER SOSU-personale i stor stil. Alle landsdele har problemer med at skaffe tilstrækkeligt mange ansatte. Det er især ældreplejen, men også de nye opgaver, som flytter sig fra et regionalt sygehusvæsen under forandring over til kommunerne, der rammes af manglen på social- og sundhedshjælpere og -assistenter. Både her og nu, og i stigende omfang i de kommende år.
MANGLEN PÅ SOSU'ER HAR ikke ramt kommunerne som et lyn fra en klar himmel. Tegnene i sol og måne har tværtimod været tydelige og advarslerne har været mange. Ikke mindst fra FOA og SOSU-skolerne. Og det er heller ikke et stort uhåndgribeligt og uhåndterbart trehovedet uhyre, der er dukket op ud af det blå.
Det handler om noget så enkelt, som at tælle cpr.numre. Både de nuværende ansattes og kommunernes nuværende borgeres. Og op at slå efter i statistikkerne over den lave søgning til SOSU-uddannelserne, det store frafald på SOSU-skolerne, de nuværende ansattes høje gennemsnitsalder og lave alder ved tilbagetrækning, den toethalv gange højere førtidspensionering end for resten af befolkningen og den stigende flugt fra faget.
OG DERNÆST HOLDE DISSE fakta op mod det stærkt voksende antal ældre i befolkningen, der lever længere, og de nye opgaver, som overtages fra sygehusvæsenet.
Det er ikke raketvidenskab. Regnestykket kan i en snæver vending klares uden komplicerede finansministerielle regneark.
Blyant og pair er rigeligt til at give et tydeligt fingerpeg om, hvilken katastrofal situation de ældre og de syge, der er afhængige af kommunernes indsat, vil blive bragt i indenfor uhyggelig kort tid.
TALLENE TALER DERES tydelige sprog.
Omkring 20.000 eller næsten hver tredje SOSU’er i kommunerne vil gå på pension frem mod 2026. Hertil kommer, at knap 6 % af de 40-60 årige SOSU’er i de seneste år har forladt faget for at gå på førtidspension eller skifte til et mindre belastende fag.
Samtidig vil vi i samme periode efter prognoserne få 209.077 flere borgere på 65 år og derover. Af dem vil 121.641 være 80 år eller mere.
For gruppen på 80 år eller derover vil der frem til 2026 være tale om en stigning på ikke mindre end 50 %. Den aldersgruppes vækst vil naturligvis udgøre en ganske betydelig udfordring for den kommunale ældrepleje og sundhedsindsats. Og oven i den udfordring vil følge den stærkt stigende demensudfordring. Tilsammen vil udfordringerne stille mega-store krav til kommunernes evne til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.
Og endelig skal kommunerne skaffe sig kvalificeret arbejdskraft til de opgaver, som følger af kortere liggetid i sygehusvæsenet, genoptræning, behandling af eksempelvis kronisk syge uden for sygehusene og forebyggelse af sygehusindlæggelser og genindlæggelser.
KOMMUNERNE ER SÅ SMÅT ved at vågne op. Vi skal ikke længere høre på kommunale udsagn om, at social- og sundhedshjælpere ikke har nogen fremtid i den ene eller den anden kommune. Nød lærer tydeligvis nøgen borgmester, at manglende reaktioner på stillingsopslag må føre til anerkendelse af social- og sundhedshjælpernes kompetencer og berettigelse.
Og KL og FOA har netop udgivet en fælles rapport om rekrutteringsudfordringerne, som klart og tydeligt viser, at kommunerne er på rø... og i de næste år vil får en stadig større del af denne udsatte legemsdel i klaskehøjde.
Men rapporter, analyser og snak løser ikke problemet. Der skal handling til. Og her kniber det. Meget endda.
Antallet af uddannelsespladser bygger på en aftale, som FOA med LO’s hjælp med møje og besvær fik på plads i 2016. Det betød langt fra det antal uddannelsespladser, der er brug for i de kommende år. Forhåbentligt går det bedre næste gang efter KL’s nye erkendelse af problemernes omfang.
MEN DET HASTER. Aftalen om uddannelsespladser udløber næste år. Hvis SOSU-skolerne skal have en reel chance for at oprette det rigtige antal pladser på næste forårs hold og få dem fyldt op, så skal den aftale fornys nu. At det haster med at komme i gang, er endnu ikke gået op for KL, selvom de er ved at få øje på isbjerget forude.
Ved trepartsaftalen i efteråret om voksen-, efter- og videreuddannelse fik KL og FOA med, at en særlig indsats på SOSU-området, der både skal give ufaglærte mulighed for at blive social- og sundhedshjælpere og erfarne social- og sundhedshjælpere med fast tilknytning til området mulighed for at blive social- og sundhedsassistenter. Lad os dog komme i gang med at sætte de skibe i søen hurtigst muligt.
EN DEL AF KOMMUNERNES opvågning er signalet om, at de ved dette års overenskomstfornyelse vil prioritere tiltag, der kan styrke rekrutteringen af især SOSU’er højt.
Der er grunde nok til at daske Martin Damm og Michael Ziegler oven i hovedet for en alt for langsom opvågning, men de skal have ros for at erkende, at der også skal en lang række overenskomstmæssige tiltag til, hvis kommunernes chancer for at skaffe SOSU’er skal øges.
Der er meget, vi kan gøre i fællesskab.
Bedre lønvilkår under uddannelsen, højere startlønninger, reel mulighed for at få flere arbejdstimer, mindre belastende arbejdstider, større indflydelse på eget arbejde og meget mere. Årets overenskomstforhandlinger har stået i stampe, fordi kommunerne har valgt at placere den udsatte legemsdel ovenpå hænderne i forhold til læreres og underviseres arbejdstidsregler.
NU ER DER UDSIGT TIL realitetsforhandlinger på lærerområdet. Så lad os da komme i gang med at gøre det mere attraktivt at blive SOSU’er. Og lad os komme i gang med den nye aftale om uddannelsespladser og udformningen af mulighederne for kompetenceløft for ufaglærte og social- og sundhedshjælpere.
Alternativet til at få fingeren ud og komme i gang, er at sætte sig på hænderne og se en fremtid i møde med personalemangel og ufaglærte i stor stil på et af velfærdens kerneområder.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.