Det gik helt galt, da 90-årige Ella Dønkjær fra Hvidovre skulle hentes af Movias Flextrafik.
Det skriver TV 2 Lorry.
Da den gangbesværede ældre kvinde skulle ned ad trappen, skulle hun løftes af en såkaldt trappemaskine.
Men idet trappemaskinen kom ud over det første trappetrin, gik den fra hinanden, og Ella Dønkjær styrtede ud over trappen.
Hun landede ti trappetrin nede med hovedet ind i væggen og med trappemaskinen ovenpå sig.
- Jeg kan huske, jeg lå og svømmede i blod. Det fossede ud af min pande, øje og mund. Det var så uhyggeligt. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne få luft, fordi der kom væske i min mund, fortæller Ella Dønkjær til tv-stationen.
18 sting og brækket hånd
Uheldet skete fredag i sidste uge, og Ella Dønkjær kom så slemt til skade, at hun siden har ligget på hospitalet.
Flængen i panden er syet med 18 sting, og der er brud på kindben og kæbe.
Ella Dønkjær har også brækket venstre hånd, flere fingre er gået af led, og hun har fået en blødning i sit højre øje, som skal undersøges nærmere og måske opereres, skriver TV 2 Lorry.
- Hvis jeg skal røre mig, så gør det ondt over det hele. At jeg ikke blev slået ihjel, er jo et helt guds under. Det var jo højt oppe fra, at jeg faldt ned, siger Ella Dønkjær.
Movia: Vi beklager
I en mail til TV 2 Lorry beklager Movia uheldet og skriver, at det "burde aldrig kunne finde sted i flextrafikken".
- Sikkerhed er en meget høj prioritet for Movia og vi har klare retningslinjer for de vognmænd, som kører flextrafik for os, skriver Jens Peter Langberg, der er Flextrafikchef i Movia. Han skriver, at uheldet skal undersøges, og at vognmanden er indkaldt til en samtale for at finde ud af, hvor der kan rettes op.
Ella Dønkjær fortæller til tv-stationen, at det virkede som om, at chaufføren ikke vidste, hvordan trappemaskinen skulle samles, og hvordan den virkede.
- Jeg synes, det er ganske forfærdeligt, at de kan finde på at sende en chauffør ud, som ikke har forstand på, hvordan man skal betjene sådan en trappemaskine, siger den tilskadekomne gamle dame fra sin sygeseng.