Danske unge vil gerne uddanne sig.
Og hvis fremskrivningerne holder stik, vil over halvdelen af de unge fra 2011-årgangen få en videregående uddannelse, mens 27 procent får en kandidatuddannelse i 2020.
Flere bliver tidligere færdig, drengene haler ind på pigerne, og flere med udenlandske rødder får en videregående uddannelse, viser profilmodeltallene.
De såkaldte profilmodeltal er en fremskrivning af, hvordan en ungdomsårgang forventes at uddanne sig i løbet af de kommende 25 år.
Regeringens målsætning er, at 60 procent af en ungdomsårgang i 2020 skal have en videregående uddannelse. Det vil ske for 59 procent af 2011-årgangen, viser tallene.
Derudover skal 25 procent af en ungdomsårgang i 2020 gennemføre en uddannelse på kandidatniveau.
Det bliver opnået af både 2011-årgangens unge med dansk og med anden etnisk herkomst - og det gælder både drengene og pigerne.
- Selv om vi er tæt på målene, er det stadig et hårdt arbejde at realisere dem. Ungdomsårgangene bliver større i de kommende år, og derfor skal vi have skabt flere pladser på uddannelserne og sørge for, at de bliver søgt, siger uddannelsesminister Morten Østergaard (R) i en kommentar til tallene.
I alt forventes 27 procent af 2011-ungdomsårgangen at opnå en uddannelse på kandidatniveau.
Flest piger - 66 procent - mod 53 procent af drengene forventes at opnå en videregående uddannelse. Men drengene henter ind på pigerne.
Flere fuldfører en videregående uddannelse hurtigt efter 9. klasse.
Andelen, som 10 år efter 9. klasse forventes at have fuldført en videregående uddannelse, er steget fra 32 procent i 2008 til 42 procent i 2011.
På ungdomsuddannelser viser tallene, at 92 procent af pigerne fra 2011-årgangen får mindst en ungdomsuddannelse.
Drengene halter stadig efter, men de er rykket nærmere pigerne. Fra 2008 til 2011 er forskellen halveret fra otte til fire procentpoint - 90 procent af drengene forventes at få en ungdomsuddannelse.
/ritzau/