Selv om man er i arbejde, behøver det ikke betyde, at man rent faktisk kan leve af den løn, der hver måned tikker ind på bankkontoen. Og de såkaldte arbejde fattige bliver der flere af - både i Europa og også i Danmark.
Det skriver Politiken på baggrund af en rapport om den europæiske beskæftigelse og sociale udvikling, som EU-Kommissionen har udgivet.
I en tredjedel af landene i det kriseramte Europa er antallet af arbejdende fattige steget.
Herhjemme steg risikoen for at havne i fattigdom fra 5 procent af den arbejdsdygtige befolkning i 2008 til 6,3 procent i 2011, viser rapporten.
Det er en lille stigning. Men professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, Flemming Larsen, siger, at det er et krisefænomen:
- Working-poor-fænomenet er et reelt problem. Enten i form af meget usikre ansættelsesforhold og at lønningerne er presset så meget ned, at man faktisk ikke kan leve, selv om man er i beskæftigelse, siger professoren til avisen.
Arbejdende fattige i Europa er mennesker, der trods fuldtidsarbejde har en disponibel indkomst på under 60 procent af medianindkomsten i det pågældende land. Det regnes ud pr. husstand.
I Danmark bruger man ofte 50 procent af medianindkomsten som fattigdomsgrænse. Og derfor viser tallene fra EU flere arbejdende fattige, end Danmark normalt regner med.
Chefanalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Jonas Schytz Juul, peger på, at antallet af arbejdende fattige falder frem til 2007 og herefter stiger:
- Det hænger tydeligt sammen med krisen, der kommer i 2008. Vores analyser viser imidlertid, at det typisk er selvstændige, der har haft det svært efter krisen, som kan havne i fattigdomsgruppen, siger han til Politiken.
Jonas Schytz Juul mener også, at der er kommet flere studerende, som også kan trække EU's tal op.
- Det er meget sjældent, at danske fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere er under fattigdomsgrænsen, siger chefanalytikeren.
/ritzau/