Titusindvis af demonstranter er i disse dage på gaderne i Brasiliens største byer for at protestere over de mange milliarder af kroner, som landet bruger på sportsbegivenheder samtidig med, at priserne på den offentlige transport bliver sat op.
Brasilien er om et år vært for fodbold-VM og om tre år er Rio vært for sommer-OL.
Det igangværende Confederations Cup - generalprøven for fodbold-VM - bruges til at demonstrere.
Det er okay med det internationale fodboldforbund (Fifa).
- Vi respekterer folks ret til at demonstrere. Fifa har fuld tiltro til, at myndighederne har styr på sikkerheden omkring de stadioner, der bliver spillet på, siger Fifa-talsmanden Pekka Odriozola ifølge dpa.
Indtil videre har protesterne også været ganske fredelige, men Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, dykker en del i popularitetsmålingerne.
Præsidenten blev for eksempel mødt med buh-råb, da hun i lørdags overværede åbningskampen mellem Brasilien og Japan.
Fifa-præsident Sepp Blatter mener, at demonstranterne tager Confederations Cup som gidsel.
- De bruger fodboldens platform og det faktum, at der er mange internationale journalister til stede, er Blatter citeret for at sige til avisen Estado de São Paulo.
/ritzau/