Falck-redderne i Region Sjælland har nedlagt arbejdet.
Det skriver TV 2 Øst.
Redderne har nedlagt arbejdet på grund af overenskomstforhandlingerne mellem medarbejderne og ledelsen lige nu.
En af grundene til arbejdsnedlæggelsen er en mulig døgnvagt uden søvn, skriver TV 2 Øst.
- Mine kollegaer har nedlagt arbejdet i Region Sjælland, siger Morten Andersen, der er fællestillidsrepræsentant til TV stationen.
- Jeg har ikke det fulde overblik på nuværende tidspunkt. Men det sker mange steder, siger Morten Andersen.
Kan sprede sig
Det er den planlagte ambulancekørsel, der er ramt af arbejdsnedlæggelsen, og det er derfor kun de alvorligste opgaver, som redderne udfører.
Ifølge Jan Jannerup Andersen, tillidsrepræsentant hos Falck i Næstved, kan arbejdsnedlæggelsen være på vej til at sprede sig til andre steder i landet, skriver TV 2 Øst.
Han fortæller i hvert fald, at flere af hans tillidsrepræsentantkolleger flere steder i landet overvejer at følge trop.
Tirsdag kunne avisen.dk fortælle, at en gruppe reddere forsøger at lave deres egen fagforening, fordi de er utilfredse med de senest indgåede overenskomster. Samtidig er de utilfredse med 3F, der i øjeblikket organiserer redderne.