For første gang siden 2008 har den amerikanske centralbank, The Federal Reserve, sænket renten.
Renten er sænket med 25 basispoint til intervallet 2,00-2,25 procent, og det kan være et tegn på, at dårligere økonomiske tider er i vente.
Her kan du læse om centralbankens rolle og mulige årsager til rentesænkningen:
* Centralbanken har til opgave at fastlægge en pengepolitik, så økonomien er afbalanceret, og beskæftigelsen er så høj som muligt, samtidig med at priserne (inflationen) udvikler sig stabilt.
* Den kan sænke renten i et forsøg på at stimulere økonomien. Det kan eksempelvis være med til at øge forbruget og få gang i investeringerne.
* Det går forrygende for amerikansk økonomi. Men centralbanken er bange for, at opsvinget ikke vil fortsætte på grund af stigende økonomisk usikkerhed.
* Derfor er man kommet frem til, at gevinsten ved at sænke renten er større end risikoen ved at lade være.
* Usikkerheden skyldes blandt andet handelskonflikten mellem USA og Kina. Derudover er erhvervslivets investeringer dæmpet betydeligt, og boligmarkedet er begyndt at vise svaghedstegn.
* Når renten hæves igen, er det et tegn på, at økonomien er kommet tilstrækkeligt i omdrejninger og kan stå på egne ben.
* Hvis renten ikke hæves igen, er der risiko for overophedning af økonomien, blandt andet i form af bolig- og aktiebobler, der bliver pustet for højt op for lånte penge.
* Når den så bliver hævet, betyder det til gengæld, at det bliver dyrere at låne og investere, hvilket igen vil lægge en lille dæmper på økonomien.
Kilder: Ritzau, Reuters, AP og senioranalytiker ved Danske Bank Mikael Olai Milhøj.
/ritzau/