EU og Canada kan ikke føre deres aftale om at udveksle oplysninger om flypassagerer ud i livet, sådan som den ser ud nu.
Det siger EU-Domstolen onsdag i en såkaldt bindende udtalelse.
Udvekslingen af de såkaldte PNR-oplysninger - Passenger Name Record - er et led i kampen mod terror og organiseret kriminalitet.
Men den overførsel af data, som aftalen lægger op til, er så omfattende og systematisk, at den blandt andet går ud over privatlivets fred, mener EU-Domstolen.
Afgørelsen ventes også at få betydning for EU's andre aftaler om udveksling af oplysninger om flypassagerer.
Her kan du se, hvad der ifølge aftalen mellem EU og Canada skulle registreres og udveksles af oplysninger, når du rejser:
1. PNR-nummer på flypassageren.
2. Reservationsdato.
3. Planlagt(e) rejsedato(er).
4. Navn.
5. Navne på dem, man rejser sammen med.
6. Alle former for betalingsoplysninger.
7. Faktureringsadresse.
8. Telefonnumre.
9. Hele rejseruten for den pågældende PNR.
10. Frequent flyer-oplysninger (kun antal rejsekilometer og adresse(r)).
11. Rejsebureau.
12. Rejseagent.
13. Oplysninger om, hvis en fra en gruppe ændrer sin billet.
14. Billetoplysninger.
15. Billetnummer.
16. Pladsnummer.
17. Billettens udstedelsesdato.
18. Oplysning om tidligere tilfælde af manglende fremmøde (såkaldt no show).
19. Bagageseddelnummer.
20. Oplysning om, hvorvidt den pågældende ved tidligere lejligheder har tjekket ind i sidste minut uden reservation (såkaldt go show).
21. Pladsoplysninger.
22. Enkeltbilletter.
23. Eventuelle indsamlede forhåndsoplysninger (Advanced Passenger Information System).
24. Standby-oplysninger.
25. Indtjekningsrækkefølge (order at check in).
Kilde: EU-Kommissionen.
/ritzau/