For første gang i Danmark er en kvinde iklædt niqab blevet sigtet for at overtræde tildækningsforbuddet.
Den 28-årige kvinde kom op at toppes med en anden kvinde på en rulletrappe i Hørsholm Midtpunkt, oplyser politiet fredag.
Siden 1. august har landets betjente skulle håndhæve tildækningsforbuddet. Rigspolitiet har offentliggjort en vejledning, der guider den enkelte betjent til, hvordan forbuddet skal håndhæves i praksis.
Her er en række centrale punkter fra vejledningen:
* Betjenten skal først bedømme, om ansigtet anses for at være skjult. Det afgøres blandt andet af, hvorvidt man kan se og aflæse personens ansigtsudtryk.
* Hvis betjenten mistænker, at personen er underlagt negativ social kontrol, skal betjenten vurdere, om der er grundlag for at efterforske det, og om personen skal tilbydes støtte og hjælp. Eksempelvis hvis personen giver udtryk for at være tvunget til at dække sit ansigt.
* Overtrædelse af tildækningsforbuddet skal behandles som enhver anden overtrædelse af straffeloven. Hvis betjenten finder det nødvendigt, kan personen anholdes og køres til politistationen. Anholdelsen skal ske så skånsomt som muligt.
* Politiet skal generelt håndtere tildækningsforbuddet "under behørig hensyntagen til personens integritet og uden unødig krænkelse af den pågældende".
* Der kan være situationer, hvor en person kortvarigt befinder sig foran en religiøs bygning på vej ind. Her skal betjenten foretage en konkret vurdering om, hvorvidt det er en overtrædelse af forbuddet eller ej.
* Betjenten kan i situationen påbyde personen at fjerne beklædningsgenstanden, der dækker ansigtet, eller fjerne sig fra det offentlige rum.
* Hvis betjenten er i tvivl om, hvordan forbuddet skal håndteres, skal betjenten bede vagtchefen om afklaring.
* Hvis betjenten opdager, at en person, som netop har fået en bøde for overtrædelse af tildækningsforbuddet, igen ifører sig beklædningsgenstanden, er der tale om en ny overtrædelse.
* Politiet skal sikre sig dokumentation på overtrædelsen af forbuddet. Enten ved at tage et foto eller optage video.
Kilder: Rigspolitiet, Berlingske.
/ritzau/