FAKTA: MDMA's effekt og bivirkninger

Krimi
MDMA-sagen (Foto: Noel Celis/arkiv/Ritzau Scanpix)

I februar afgik en 15-årig ved døden efter at have indtaget MDMA. En 17-årig, som solgte stoffet, er tiltalt.

15-årige Adam Buk døde i februar, efter at han i 13 dage havde været indlagt på hospitalet, hvor han kæmpede med de skader, som stoffet MDMA havde givet ham.

Mandag er sagen mod en 17-årig pusher, som solgte stoffet til Adam Buk, begyndt ved Retten i Næstved.

Læs mere om det farlige feststof her:

* MDMA er ecstasy. Bogstaverne MDMA er en forkortelse for den kemiske betegnelse 3,4-methylendioxy-N-methylamfetamin.

* Stoffet kaldes også "Molly", "Emma", "Kix", "E", "Cloud 9" og "XTC".

* Det er et kunstigt stof, som i 1898 blev fremstillet for at dæmpe appetitten. Stoffet blev først for alvor populært i Danmark i 1990'erne.

* Det stimulerer hjernen, og gør brugeren vågen og mere aktiv. Mange oplever, at MDMA positivt påvirker sociale egenskaber, humør og evnen til at nyde musik.

* Eksempelvis kan man blive mere kærlig over for både dem, man kender, og fremmede.

* Rusen varer mellem halvanden og fem timer. Den indtræffer en halv til halvanden time efter indtagelse, alt efter hvor meget man har taget.

* Mange oplever i dagene efter indtagelse af stoffet nedtrykthed, fordi hjernen producerer mindre af stoffet serotonin, der forbindes med lykke og tilfredshed.

* MDMA hæmmer ens dømmekraft samt de dele af hjernen, som regulerer søvn, sult og tørst.

* Ved overdosis kan man opleve ubehagelige synshallucinationer.

* Stoffet kan hæve kropstemperaturen, få hjertet til at slå hurtigere og forstørre pupiller.

* På grund af den højere kropstemperatur og et højere energiniveau er der en risiko for, at brugere dehydrerer eller får hedeslag.

* Hedeslag er den primære dødsårsag efter indtagelse af ecstasy.

* MDMA hører til blandt de mest udbredte ulovlige stoffer, der findes.

* Det bliver ofte solgt i tabletform med symboler eller motiver på - eksempelvis med bogstavet "E" eller et dødningehoved.

Kilde: Netstof.dk.

/ritzau/