Den 61-årige plejefar fik to år og seks måneders fængsel. Hans 55-årige hustru fik to år.
Østre Landsret stadfæstede dermed dommen fra byretten, hvor de tidligere plejeforældre er dømt for:
* Begge plejeforældre har i perioder over flere år holdt tre små plejebørn indespærret på deres landejendom i Mern.
* De har gennem en lang årrække udøvet vold med karakter af mishandling mod seks andre plejebørn. Plejefaren er alene ansvarlig for volden begået mod det ene af de seks børn.
* Plejefaren er desuden dømt for at have truet flere af børnene, mens begge plejeforældrene er dømt for vanrøgt.
* Volden, der blandt andet indbefatter slag med knyttet hånd, flad hånd, spark og skub, er primært begået af plejefaren. Men ved at kende til og være indforstået med hans handlinger har plejemoren gjort sig medskyldig, og hun deltog også i begrænset omfang i volden.
Ud over fængselsstraffene skal ægteparret betale erstatninger til børnene på mere end 225.000 kroner samt sagens omkostninger. Derudover er de blevet frakendt retten til at have med børn eller unge under 18 år at gøre.
/ritzau/