Danskere, der arbejder med salg og marketing, kan holde sommerferie uden frygt for en fyreseddel.
Trods den høje ledighed frygter kun seks procent at miste jobbet. I 2009 var tallet mere end dobbelt så højt nemlig 15 procent.
Det viser en måling fra fagforeningen Business Danmark, der repræsenterer ansatte inden for salg, marketing og rådgivning.
- Folk konstaterer, at der umiddelbart er længere mellem fyringerne end i finanskrisens start. Og de, der overlevede første fyringsrunde, tror at nye fyringer vil ramme kollegaen, siger Kasper Rubæk, der er projektchef i Business Danmark.
Alligevel skal danskeren ikke blive for trygge, mener Kasper Rubæk.
- Virksomhederne ser i disse år benhårdt på, hvordan de konkret kan styrke deres konkurrenceevne. Det kan de på personaleområdet, hvor de har øget fokus på at erstatte medarbejdere, som bidrager mindst til forretningen, med nye topperformere, siger han.
Som medarbejder skal man især være på vagt, hvis man har prædikatet "generalist"
Det skyldes, at virksomhederne er kræsne og går efter medarbejdere med helt specifikke kompetencer.
- Virksomhederne er simpelthen mindre villige til at investere i generalister. Det koster mange hundrede tusinde kroner, før en ny medarbejder er i fulde omdrejninger. Derfor vil de have en køreklar medarbejder med brancheerfaring og andre specialkompetencer. Så når virksomheder i jobopslag skriver, at en ny medarbejder skal kunne dit og dat, så mener de det rent faktisk, siger Kasper Rubæk.
Undersøgelsen er foretaget blandt 650 salgschefer og sælgere.