Det er ikke så god en forretning at være it-kriminel som tidligere. I hvert fald ikke, hvis du er bankrøver i cyberspace.
Tal fra Finansrådet viser nemlig, at det kun er lykkedes at få lænset netbankerne for 380.761 kroner i årets tre første måneder. Samlet var der 22 netbankindbrud, hvoraf det lykkedes i otte tilfælde at få penge med ud.
I første kvartal 2012 var der 29 netbankindbrud, 10 af dem var med tab, der beløb sig til over 2,3 millioner kroner. Samlet blev netbankerne lænset for små 6,3 millioner kroner sidste år.
- Faldet i netbankindbrud og gevinsten kan være et udtryk for, at vi i de fleste tilfælde kan gøre noget ved de angrebstyper, vi kender, siger Henriette Rolskov, juridisk konsulent i Finansrådet, til Version2.
Hun vil ikke kommentere specifikt på de enkelte netbankindbrud - men understreger dog, at bankerne gør en stor indsats for at undgå netbankindbrud.
Henriette Rolskov vil ikke spå om fremtiden, men der er ikke kun fokus på netbankindbrud fra banksektoren, lyder det fra konsulenten. Der er tale om grænseoverskridende kriminalitet, hvor der er skift i metoderne.
Peter Kruse arbejder som sikkerhedskonsulent i it-sikkerhedsfirmaet CSIS. Blandt andet for Finansrådet. Og han mener, at faldet skyldes, at vi generelt er gode til at bekæmpe angreb.
Det er både bankerne, der bruger flere kræfter på at kigge uautoriserede transaktioner igennem og på at imødegå nye typer angreb. Og færre inficerede computere i Danmark.
- Jeg tror faktisk, at det med lidt held, målrettethed og en fokuseret indsats med bredt samarbejde vil være muligt at holde niveauet. Jeg håber på, at antallet af netbankindbrud vil stagnere, siger Peter Kruse til Version2.
/ritzau/