I 16 år har Igor Smirnov med hård hånd styret den østeuropæiske udbryderrepublik Trans-Dniester. Det er i høj grad hans fortjeneste, at republikken er mest kendt for at være et smørhul for narkosmugling, kvindehandel og våbenhandel, og da Trans-Dniesters indbyggere søndag gik til stemmeurnerne, var det med al sandsynlighed for at genvælge Smirnov som præsident.
En delegation fra EU-Parlamentet kaldte i 2005 Trans-Dniester for »et sort hul« for alskens kriminalitet. Landets status som Europas røverhule er langsomt udviklet under præsident Igor Smirnov, der har styret området med hård hånd siden Trans-Dniester med russisk hjælp brød løs af Moldova i 1991, og alt tyder på, at Smirnov vinder endnu en gang ved søndagens præsidentvalg.
Smirnov har sagt, at han ikke træder tilbage, før Trans-Dniester bliver internationalt anerkendt som en stat. Det er der meget lange udsigter til. Indtil nu er Trans-Dniester kun blevet anerkendt af Nagorno Karabakh, der heller ikke er anerkendt som stat på den internationale scene.
Den eneste reelle udfordrer til Igor Smirnov er journalisten Andrej Safonov, der længe måtte kæmpe med valgkommissionen for overhovedet at få lov til at stille op, men han vurderes ikke at have mange chancer.
Drømmer om Sovjet
Foran parlamentet i Trans-Dniesters hovedstad Tiraspol står en 15 meter høj statue af Lenin, og på den anden side af den kronisk øde firesporede hovedgade er en kampvogn fra sovjettiden udstillet i en et slags mausolæum for tiden før Den Kolde Krigs afslutning. Ligegyldig hvor man færdes i byen er pladser og bygninger spækket med symboler fra tiden, hvor Trans-Dniester var en del af det kommunistiske fællesskab.
Det er ikke for sjov, symbolerne bevares. Langt størstedelen af Trans-Dniesters indbyggere er russere og ukrainere, og de drømmer om, at deres land bliver tilknyttet Rusland i stedet for Moldova. Ved en folkeafstemning i september i år stemte 97 procent af befolkningen for, at Trans-Dniester bliver en del af Rusland. Der var dog ingen, der anerkendte resultatet. Selv Rusland nøjedes med at kalde afstemningen »fair« og trække på skuldrene. Til gengæld fortsætter flere tusinde russiske soldater med at bevogte og bevare grænsen til Moldova.