Christian Eriksen har muligvis pådraget sig en alvorlig skade i fredagens opgør mod Norge i Herning.
Stjernen fra Tottenham blev sparket ned på kanten af gæsternes straffesparksfelt af Vegard Forren godt fem minutter før pausen.
Den danske midtbanespiller kom galt af sted med sin højre ankel og vred sig rundt i smerter og tog hænderne op til hovedet.
Lægestaben blev beordret på banen, og det blev hurtigt konstateret, at Eriksen ikke var i stand til at fortsætte kampen.
Med armene slynget rundt om to læger humpede Tottenham-spilleren fra banen og blev kort efter afløst af FC Københavns Nicolai Jørgensen.
Ifølge TV2 skal Eriksen ikke skannes i Danmark. Det bliver Tottenham, som kommer til at stå for behandlingen.
Christian Eriksen havde midtvejs i første halvleg haft en god mulighed for at bringe Danmark på 2-0.
Efter 14 minutter var det også ham, der på et hjørnespark lagde op til William Kvists hovedstødsmål til 1-0. Det er også pausestillingen.
/ritzau/