Børnetelefonen er rødglødende. Unge lider af angst og stress. Trivselsundersøgelser fra folkeskolen ser ikke for godt ud. Lærerseminarierne skriger efter nye lærerstuderende, alt imens lærere er stressede. Forældre uden tillid til skolen.
Tilbage står der en klasse med en vikar, hvor elever har svært ved at regulere sig selv, fordi de faste rammer udebliver.
Nutiden og fremtiden kalder på, at vi arbejder med elevernes bæredygtige menneskelige udvikling, der bygger på, at eleverne bevidst arbejder med deres mentale sundhed. Herved får eleverne mulighed for at få en indsigt i dem selv, og hvordan andre påvirker deres selvopfattelse.
En bæredygtig menneskelig udvikling kalder på, at eleverne selvregulerer deres adfærd i den virkelighed, de lever i. Og det kræver, at de får redskaber, der gør dem i stand til at være i tingenes tilstand, som det er lige nu.
Hvis eleverne er i stand til at kunne lede og kontrollere deres indre, i mødet med ydre påvirkninger, vil de unge mennesker lære at agerer inden for de rammer, de befinder sig i.
Uanset, om det er nye vikarer, nationaltest eller andre samfundsorienteret krav, vil deres mentale sundhed stå stærkere.
Og der er behov for mentale stærke mennesker, lige nu og helst i går.
Mental styrke er en viden om, hvordan vi kan styre os selv, men ikke andre. Vide, at vi er ok, når livet ser sværere ud for en selv end de andre. Vide, at selvom græsset nogle gange er grønnere hos naboen, er vores liv stadig meningsfuldt.
Mennesker, der kender sig selv nok til at vide, at de altid er i udvikling, men som ved, hvordan de siger fra og til på en ordentlig og respektfuld måde, er hele genkendelige mennesker. Mennesker, der tør sætte grænser for sig selv, viser kontinuerligt veninder og venner, hvem, de er, og hvad de står for.
Disse mennesker er "selvledere", og arbejder jævnligt på, hvordan de gerne personligt vil fremstå i forhold til verdenens krav og forventninger.
Er det ikke sådanne mennesker, vi ønsker eleverne, har mulighed for at blive?
Personligt lederskab på skoleskemaet
Hvis vi ønsker fremtidige duelige mennesker, der kender sig selv. Er vi forpligtet til at sætte udviklingen af selvet på skemaet, da det er lige så værdifuldt, som at lære et nutids-r, regentrækkefølgen, storbyernes navne og primtal.
Eller jeg mener faktisk, at det er mere værdifuldt, da trivsel og sociale kompetencer er forudsætning for, at hjernen får ro til faglig læring.
Vi skal bruge skemalagt tid på at lære eleverne selvregulering, så deres stressniveau sænkes og angsten eller nok nærmere nervøsiteten er kontrollerbar.
Personligt lederskab er fremtiden for udskolingselevers personlige udvikling, hvor de øver sig på mental selvkontrol. Hvis eleverne er i stand til at kunne forstå og reflektere over egne følelser, tanker og impulser[1], oplever vi, at eleverne er mindre urolige, konfliktfyldte, og derved selvhjulpne i deres adfærd over for klassekammeraterne, vikarerne og lærerne.
Måske du tænker:
”Jamen, er børns hjerner gearet og udviklet til at stoppe op, trække vejret og tage ejerskab for deres personlighed?!”
Hertil må jeg spørge tilbage?
”Er det rimeligt, at vores store børn skal lære på egen hånd, hvordan de kan være selvregulerende i deres tilgang til følelser, tanker og adfærd?”
Jeg tror på, at jo før, vi lærer vores børn og elever i folkets skole redskaber til at kommunikere bevidst fra et roligt sted inden i dem, jo mere vil vores børn trives og jo mindre vil stressen og angsten/nervøsiteten fylde.
Jeg tror på det, fordi jeg gennem mit virke, som lærer har set voksne lærer eleverne at håndtere konflikter med redskaber, der gør eleverne selvhjulpne.
Men skal det være tilfældigt?
Eller er vi nået dertil, hvor eleverne skal lære personligt lederskab, så de kan navigere i flydende rammer, men meget mere bæredygtigt?
[1] Frank Ørsted Andersen ”Motiverende undervisning” – 7. december 2017.
Michelle Opiola er performancecoach? og master i kommunikation og speaking.
Foto: Privat