Regeringens tre partier er blevet enige med Socialdemokratiet om en aftale for reglerne om partistøtte. Aftalen skal sørge for, at flere donationer omfattes af de regler, der kræver nogle informationer udleveret.
Men aftalen løser "tæt på ingen af de problemer", som blandt andet Europarådets antikorruptionsenhed, Greco, har påpeget. Det mener Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.
- Når man i politik træffer beslutninger på vegne af en hel befolkning, betyder det, at man skal holdes i ørerne, siger hun.
- Hvis et parti forhandler milliarder af skattekroner i en bankpakke, er det interessant at vide, om der er gået penge retur i form af privat partistøtte. Der er det relevant at vide, om de giver 20.000 kroner eller mange millioner.
Pernille Skipper savner også, at aftalen indeholder et tiltag mod såkaldte erhvervsklubber.
Klubberne bruges til at indsamle donationer og kanalisere dem videre til partierne, uden at de oprindelige donorers navn optræder.
- På den måde omgår man reglerne, siger Pernille Skipper.
Reglerne for disse donationer er - ligesom donationer fra fagforeninger - ikke ændret med den nye aftale.
Pernille Skipper mener, at det kunne løses ved, at foreninger, der bruger mere end halvdelen af deres omsætning på partistøtte, skal oplyse, hvem dens medlemmer er.
- For så er det formentlig ikke en forening i ordets normale forstand såsom en fodboldklub. Så er det nok en måde at omgå partistøttereglerne og skjule sine pengestrømme, siger hun.
Hun peger på, at samme forslag kom fra et udvalg nedsat af den tidligere regering.
Ifølge Enhedslistens politiske ordfører er aftalen "pinlig" for politikerne i Folketinget.
- Det er en af de ting, der gør det rigtig træls at være på Christiansborg, siger hun.
/ritzau/