I slutningen af sommeren sidste år var der 3.720 offentlige ladepunkter i Danmark. Nu er der ifølge brancheorganisationen De Danske Bilimportører 6.779.
Men der skal langt flere ladepunkter til for, at ikke bliver en hindring for at købe elbil. Særligt familier med bil i etageejendomme uden parkeringsmulighed er udfordret.
- Det går den rigtige vej med opsætningen af ladestandere til elbiler, men der er over 730.000 danske familier med bil, der bor i enten etagebolig, rækkehus eller lignende, der ikke nødvendigvis har mulighed for egen ladeboks.
- Disse familier er afhængige af offentlige "kantstens-ladere" og opladning på arbejdspladsen. Her skal der for alvor turbo på, udtaler Mads Rørvig, administrerende direktør for De Danske Bilimportører, i en pressemeddelelse.
Så sent som onsdag meddelte ladeoperatøren Clever, at der i samarbejde med Salling Group bliver etableret 700 ladestationer ved kæderne Bilka, Netto og Føtex, som så ved udgangen af 2025, når op 1.000 ladepunkter.
Fald i nyregistreringer
I august blev der indregistreret 12.756 nye personbiler mod 15.837 i august 2021, hvilket svarer til et fald på 19,5 procent.
Faldet skyldes i høj grad "forsyningskrisen", hvor der mangler delkomponenter i hele bilindustriens forsyningskæde. Flere fabrikker melder dog om bedring, så der er lys for enden af tunnelen i, selvom der går tid inden forbrugerne mærker bedringen.
- Der er godt med elektriske biler i ordrebøgerne, men manglen på delkomponenter sætter fortsat sit præg på leveringerne. Vi er dog optimistiske i forhold til at have set de længste leveringstider, og vi håber, at det resulterer i forbedringer i leveringstiderne for forbrugerne i løbet af de næste 12 måneder, siger Mads Rørvig.
Med 2.446 nyregistreringer i august indtager elbilerne 19,1 procent af det samlede bilsalg hvorimod plug-in-hybriderne udgør 18,0 procent. Det er anden måned i træk, at der sælges flere elbiler end plug-in-hybrid.