leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 13:54
Det er fint nok, at regeringen og den blå blok nu er blevet enige om at ensarte den refusion, som staten giver til kommunerne for at skaffe ledige i job eller uddannelse.
Men det er ikke i orden, at kommunerne om få år skal dække langt størstedelen af udgifterne til indsatsen for de ledige. Det siger Enhedslistens social- og kommunalordfører, Finn Sørensen.
- Den omlægning af refusionssystemet, som regeringen har aftalt med DF, V og K er hamrende asocial, siger han.
- Formålet er at øge kommunernes økonomiske incitament til at få de arbejdsløse og de syge hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet. Men hvad skal man stille op på Lolland eller mange andre kommuner, hvor der er mange langtidsledige, spørger han.
Med et nyt system vil refusionen som udgangspunkt være ens på tværs af ydelser, hvad enten det er arbejdsløshedsdagpenge eller førtidspension.
Og samtidig falder refusionen til kommunerne over tid. Dermed vil kommunerne fremover modtage færre midler gennem refusion fra staten - et tab, der så ifølge aftalen skal modsvares gennem et øget bloktilskud.
Samlet er der tale om en omlægning fra refusion til bloktilskud, som på det foreliggende grundlag skønnes til omkring 7,6 milliarder kroner i 2016 stigende til cirka 16,7 milliarder kroner i 2032.
- Tankegangen bag omlægningen af refusionssystemet er lige så forkvaklet som tankegangen bag regeringens og højrefløjens arbejdsmarkedspolitik i øvrigt. Den oser af mistillid til de arbejdsløse og de syge, mener han.
Også fra Liberal Alliances beskæftigelsesordfører, Joachim B. Olsen, lyder der kritik:
- Det er fornuftigt, at refusionssystemet ændres, så refusionssatsen bliver ensartet og nedsættes over tid. Til gengæld vil vi ikke være med til at hive endnu flere penge ud af kommuner, der i forvejen betaler mere end rigeligt til den nuværende udligningsordning.
- Med den her aftale siger man til kommuner, der i dag afleverer 92 procent af deres overskud, at de nu skal aflevere en procent ekstra. Det undrer jeg mig virkelig over, at Venstre og Konservative vil være med til, siger Joachim B. Olsen.
/ritzau/