Danske soldater skal med øjeblikkelig virkning sætte en stopper for overdragelsen af fanger til de afghanske myndigheder.
Sådan lyder kravet fra Enhedslisten, efter at den britiske højesteret fredag fastslog at briterne ikke må genoptage de omstridte fangeudleveringer, før en sag om mishandling og tortur i afghanske fængsler er afgjort.
- Det viser, at det grundlag, vi påbegyndte udleveringen af fanger på, er dybt utilstrækkeligt og problematisk, siger Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen.
Det er blot ni dage siden, at forsvarsminister Nick Hækkerup (S) løftede sløret for, at udsendte danske soldater havde sendt en fange videre til de lokale myndigheder i Lashkar Gah efter at have haft ham i militær varetægt i flere måneder.
Det skete blandt andet med henvisning til, at briterne ville genoptage fangeudleveringerne, og at det nu skønnes forsvarligt at overdrage fanger til afghanerne.
Men med afgørelsen fra den britiske højesteret, skal fangen tilbage i dansk varetægt hurtigst muligt, mener Enhedslisten.
- Det er Danmark og ikke briterne, der efter internationale konventioner er forpligtet til at sikre, at han ikke bliver udsat for mishandling og tortur. Så der skal handles hurtigt fra ministerens side, siger Nikolaj Villumsen.
Danmark har hidtil fulgt briterne, når det gælder de omstridte fangeudleveringer.
Da briterne indførte et midlertidigt stop for udleveringen af fanger til de afghanske myndigheder i april, gjorde Danmark det samme.
Og da den britiske forsvarsminister, Philip Hammond, sidste måned beordrede fangeudleveringerne genoptaget, fulgte Danmark atter trop.
Juridisk konsulent Claus Juul, Amnesty International, understreger, at Danmark ikke er juridisk forpligtet til at reagere på den britiske dom. Men der er et stærkt politisk og moralsk pres.
- Det er meget vanskeligt for regeringen at hævde, at det er i orden at udlevere, når det land, som vi har fulgt i tykt og tyndt og arbejdet tæt sammen med gennem ti år i Afghanistan fortsat sætter en stopper for udleveringer, siger han.
Trods gentagne henvendelser har det ikke været muligt at få forsvarsministerens svar på, om Danmark vil fortsætte fangeudleveringer efter den britiske dom.
/ritzau/