- Der er ingen tvivl om, at det her er en redningsplan, der skal sikre SAS på den korte bane.
Sådan lyder vurderingen fra luftfartsekspert Ole Kirchert Christensen, direktør i Travelbroker, efter at Skandinaviens største luftfartsselskab mandag morgen har løftet sløret for en omfattende spareplan på 2,6 milliarder kroner.
Sparekniven svinges blandt andet over de ansattes lønforhold og kan i værste fald betyde lønnedgang på op til 15 procent.
- Selvfølgelig er det langsigtet, at man forhandler overenskomster ned på et niveau, som er tilfredsstillende for SAS. Men derudover er der ikke lagt nogen offensiv strategi. Der er udelukkende lagt en overlevelsesstrategi, siger Ole Kirchert Christensen.
Planen betyder frasalg af datterselskaberne SAS Ground Handling og det norske flyselskab Widerøe.
Derudover vil man nedlægge 800 administrative stillinger og samle selskabets ledelse i Stockholm.
De forskellige pinde i planen skal i alt skære antallet af ansatte ned fra omkring 15.000 til 9000.
Det er alt sammen skridt i den rigtige retning, men ikke nok, mener Ole Kirchert Christensen.
- SAS har stadig en flyflåde, som har svært ved at konkurrere med nogle af de andre selskaber, der har mere driftsøkonomiske og moderne fly. Og slaget skal altså også slås i luften, siger han.
- Det er fint, at man bliver mere konkurrencedygtige på landjorden. Men når man er luftfartsselskab, handler det lige så meget om, hvad der foregår i luften.
Ole Kirchert Christensen undrer sig især over, at SAS har valgt at sætte datterselskabet Widerøe til salg.
- SAS oplyste for nylig, at man vurderede frasalg af ikke-kerneaktiviteter. Men et flyselskab, som betjener hele det norske marked, må siges at være en kerneaktivitet. Det fortæller noget om, hvor stort et behov SAS har for at skaffe kapital, siger han.
SAS har fået opbakning til spareplanen fra banker og hovedaktionærer. Men det kræver, at de nye kollektivaftaler med medarbejderne skal være underskrevet i løbet af kort tid.
Mandag fremlagde SAS også regnskab for årets første ni måneder. Hovedtallene har været fremme tidligere, men samlet venter SAS nu et lille underskud før skat.
Desuden vil en del af ændringerne i den store spareplan ramme negativt ind på årets regnskab, lyder det.