Nye ansættelsesregler for statsligt ansatte kan meget vel vise sig at være i strid med både funktionærloven og flere andre arbejdsretlige bestemmelser.
Det vurderer ekspert i arbejds- og ansættelsesret advokat Karen-Margrethe Schebye, efter at statens personalekontor, Moderniseringsstyrelsen, har rundsendt et cirkulære med de nye regler til samtlige ministerier.
Af reglerne fremgår det blandt andet, at ansatte i staten fremover forpligter sig til at flytte med, hvis jobfunktionen flytter - ellers må man opsige sin stilling.
- Det kan være i strid med de gældende regler i funktionærretten om, at en væsentlig ændring i stillingen kræver et varsel svarende til den ansattes opsigelsesvarsel, siger Karen-Margrethe Schebye.
- Men om det reelt er en overtrædelse af loven og reglerne, vil kræve, at man afprøver det i en konkret sag, som typisk vil foregå ved en civil domstol, siger arbejdsretseksperten.
Indholdet af cirkulæret kan ifølge Karen-Margrethe Schebye også vise sig at skurre mod grænserne for ledelsesretten, der angiver, hvad en arbejdsgiver reelt har ret til at bestemme.
- Når man helt ukritisk siger, at alle skal ansættes på vilkår, der for mange vil vise sig at være irrelevante, så rejser spørgsmålet sig, om hvorvidt kravet er tilstrækkeligt sagligt - altså om det beror på et driftsmæssigt hensyn, siger hun.
- Og gør det ikke det, så er vi ude i, at der kan være tale om misbrug af ledelsesretten, hvilket formentlig vil kunne afklares ved en sag for Arbejdsretten, siger Karen-Margrethe Schebye.
Centralorganisationernes Fællesudvalg (CTU) har ifølge Politiken på vegne af en række forbund igangsat en juridisk gennemgang af det nye cirkulære.
Af hensyn til sin tavshedspligt kan Karen-Margrethe Schebye ikke oplyse, om hun er en del af denne eller andre juridiske undersøgelser af cirkulæret.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.