Den 33-årige italienske cykelstjerne Alessandro Ballan, som i 2008 blev verdensmester på landevejen, er i bedring, efter at han tidligere på måneden styrtede voldsomt under en træningstur.
Det er meldingen fra det hospital i spanske Denia, hvor BMC-rytteren er indlagt.
- Vi ser et lys for enden af tunnelen, siger holdlæge Max Testa til den italienske avis Gazzetta dello Sport.
Ballan styrtede 20. december, og efterfølgende måtte italienerens milt fjernes. Desuden havde Ballan brækket et ben og et ribben.
Ballan vil især blive savnet til forårets klassikere, fortalte BMC-sportsdirektør John Lelangue efter styrtet.
- Det er selvfølgelig lidt af et tab, for Alessandro er en af vores vigtigste ryttere i klassikerne, sagde Lelangue dengang til cykelholdets hjemmeside.
/ritzau/