På efterskolen Himmerlands Ungdomsskole i Nordjylland er en elev blevet smittet med H1N1. Den såkaldte svineinfluenza.
Af skolens 154 elever er i alt 60 sendt hjem med influenzalignende symptomer. Flere kan være på vej hjem under dynen, fortæller forstanderen, Lone Baadsgaard.
"Det råd vi har fået fra sundhedsstyrelsen er, at alle der er syge, eller har symptomer, skal sendes hjem for at mindske risikoen for smitte," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
Den syge elev blev hentet af sine forældre mandag. Tirsdag eftermiddag fik efterskolen beskeden om, at eleven var smittet med H1N1. Det fik dem straks til at kontakte sundhedsstyrelsen for rådgivning.
Selv om skolens medarbejdere i øjeblikket bruger meget tid og energi på at få de andre syge elever godt hjem og med at rådgive forældrene, slipper de raske elever ikke for helt almindelig undervisning.
"For de 90 raske elever laver vi skoledag og gennemfører undervisning i bedst muligt omfang," siger forstanderen.
Trods de mange smittede børn oplever skolen ikke, at elever, forældre eller medarbejdere er gået i panik.