Svineinfluenza-epidemien lader vente på sig. Den egentlige svineinfluenza-epidemi er endnu ikke brudt ud - og der vil gå et stykke tid, før mange af os bliver nødt til at ringe til chefen og melde os syge.
"Det er meget sandsynligt, at det bliver slutningen af 2009. Men det kan også være i 2010," siger Chef for Sundhedsstyrelsens Center for Forebyggelse, Else Schmidt, til Newspaq.
15. september var kun 598 danskere ifølge Seruminstituttet diagnosticeret med H1N1. Og selvom mange danskere meget vel kan være smittet med influenzaen, uden at det er registreret, er en egentlig epidemi dermed ikke over os endnu.
12. juli udtalte professor i virussygdomme Jens Lundgren fra Rigshospitalet, at op mod 1,5 millioner danskere vil blive smittet efter ferien, når børnene begyndte i skole. Men det har ikke holdt stik.
Else Schmidt er uenig og siger, at først når vi går ind i et 'rigtigt' efterår, og dermed den traditionelle influenzasæson, som går fra oktober til marts, vil se en reel basis for en epidemi.
"Der er basis for, at vi i den periode vil opleve en epidemi, fordi der senere på efteråret bliver en ændring i temperaturen, og fordi, at vi der klumper os endnu mere sammen i børnehaver, busser og tog."
Den sene ankomst af epedemien er god for de danskere, der skal vaccineres mod svineinfluenzaen. Der er bestilt 3,1 million doser vacciner - to til hver person. Det vil sige, at op til halvanden millioner danskere vil kunne blive vaccineret. Men de sidste vacciner kommer først i slutningen af januar, så det passer svært godt i planerne, at H1N1 først tager rigtig fat i danskerne til den tid.
Listen over vaccineberettiget forventes, ifølge Else Schmidt, offentliggjort inden for den nærmeste uge.