Valget i Kenya 27. december har skabt så store uroligheder i Kenya, at Udenrigsministeriet nu fraråder alle unødvendige rejser til landet.
Opfordringen kommer efter genvalget af Kenyas præsident Mwai Kibaki, som har skabt store uroligheder, og såvel opposition som internationale valgobservatører taler om valgsvindel.
Flere hundrede mennesker har mistet livet som følge af urolighederne, og selvom det ser værst ud i de store byer, er der alligevel rapporteret om så mange spredte voldshandlinger i landdistrikterne, at Udenrigsministeriet har valgt helt at fraråde danskere at rejse til landet, med mindre det er strengt nødvendigt.
Forventer flere uroligheder
Politiet har afspærret veje og byer flere steder, og politiet i Nairobi forventer, at et større politisk møde i byen 3. januar vil skabe ydeligere uroligheder.
Udenrigsministeriet råder derfor også danskere, der befinder sig i Kenya, til at begrænse lokale rejser mest muligt og i øvrigt udvise stor agtpågivenhed, holde sig inden døre og undgå større menneskemængder.
Opfordingen kommer, efter at to danske rygsækrejsende for to dage siden
blev røvet under optøjerne. Sammen med 11 andre rygsækrejsende er de
blevet placeret på et hotel i Mombasa ved kysten, hvor der er mere
sikkert. De 13 rejsende er dog blevet rådet til at blive på hotellet den kommende tid.
Flyforbindelserne fungerer normalt, men det anbefales, at man kontakter rejseselskabet, inden man tager til lufthavnen i Kenya.
Udenrigsministeriet opfordrer i øvrigt danskere, der opholder sig længere tid i Kenya, til at registrere sig på den danske ambassade i landet.