Kenyas højesteret erklærer beslutning om at lukke flygtningelejren Dadaab med over en kvart million mennesker for ugyldig.
Der er tale om verdens største flygtningelejr. Størstedelen af beboerne stammer fra Somalia.
- Regeringens beslutning specifikt rettet mod somaliske flygtninge repræsenterer gruppeforfølgelse, det er ulovligt, diskriminerende og derfor forfatningsstridigt, lyder det fra højesteretsdommer John Mativo.
Lukningen af flygtningelejren skete uden at spørge de mennesker, som det berører. Det bryder med forfatningens garanti om en fair behandling ved domstolene, hedder det.
Kenyas regering har mulighed for at appellere afgørelsen.
I en kommentar til afgørelsen siger menneskerettighedsorganisationen Amnesty Internationals regionale leder i Østafrika, Muthoni Wanyeki, at domstolens beslutning er historisk.
- I dag er en historisk dag for over en kvart million flygtninge, som var i fare for at blive tvunget tilbage til Somalia, siger Muthoni Wanyeki og tilføjer, at Kenya med beslutningen lever op til forfatningsmæssige forpligtelser om at beskytte mennesker mod forfølgelse og vold.
Amnesty International har tidligere kritiseret Kenya for at tvinge folk tilbage til risikoen for at blive dræbt.
Amnesty siger, at der bor over 280.000 flygtninge i Dadaab.
Den kenyanske regering mener, at den radikale islamistiske gruppe al-Shabaab har brugt flygtningelejren til at rekruttere nye medlemmer.
I mere end 25 år har FN's flygtningeorgan, UNHCR, drevet den enorme lejr, som de kenyanske myndigheder har erkendt, ikke kan blive lukket til den fastsatte tid.
Mange somaliere i flygtningelejren frygter at vende tilbage. De frygter voldtægter, tvangsrekruttering til al-Shabaab og andre militser samt mangel på medicin og nødhjælp.
/ritzau/AFP