En død kvinde i en kummefryser er tilsyneladende hysterisk sjovt.
Det synes Megyn Kelly i hvert fald. Hun er vært på nyhedsprogrammet 'America Live', der sendes på Fox News Channel.
Her bragte hun et indslag om en kvinde, der efter et hjertestop blev puttet i en fryser, indtil redningsfolkene nåede frem. Og kulden var åbenbart årsag til, at redderne kunne genoplive den kolde dame.
Den historie var tilsyneladende for meget for nyhedsværten. I et klip, der hitter på Youtube, bryder hun sammen af grin efter at have fortalt om hændelsen.
"Er det ikke fantastisk. Hvis du falder om med et hjertestop, skal du måske bare få din ægtefælle til at proppe dig ned i fryseren," siger hun smågrinende til seerne.
Og derfra bliver det endnu værre.
"Men så har du godt nok brug for en stor fryser," tilføjer Megyn Kelly.
Om det er den afsluttende joke fra hendes side, eller historien i sig selv, der får hende til at bryde ud i et voldsomt grineflip, er ikke til at sige. Men da hun først er begyndt, kan hun slet ikke stoppe grineriet igen.
Til sidst er folkene bag programmet nødt til at afbryde udsendelse med en reklameblok.