Apple-grundlæggeren Steve Jobs interesserede sig ikke kun for teknologiske fremskridt. Den aktuelle biografi om Steve Jobs afslører, at han var ekstremt kritisk indstillet over for den republikaner-venlige tv-station Fox News, som ejes af mediemogulen Rupert Murdoch.
"Fox er blevet en destruktiv kraft i vores samfund," sagde Steve Jobs ifølge biografiens forfatter, Walter Isaacson, til Rupert Murdoch, da de mødtes i 2010.
Fox News repræsenterer ikke længere liberalt-konservative værdier, uddybede Jobs over for Murdoch, som han kritiserede for at have bidraget til tv-stationens deroute ved at hyre "destruktive folk."
"Du kan gøre det bedre, og dette bliver dit eftermæle, hvis du ikke passer på," revsede Jobs den magtfulde medieejer.
Fox News bliver hyppigt angrebet for at promovere republikanske værdier som abort-modstand, modstand mod homoseksuelle ægteskaber og modstand mod den offentlige sundhedsforsikring. Tv-stationen er også blevet kritiseret for at levere svinske personangreb i amerikansk politik.
Anklagerne prellede dog af på Murdoch, som er vant til den slags kommentarer, skriver gawker.com.
"Han har en slags venstreorienteret syn på det her," sagde Murdoch efterfølgende.
Biografien 'Steve Jobs' er så efterspurgt, at den kan ende som årets mest solgte bog, skriver flere medier.
Kilde: gawker.com