Det er rigtigt godt, at ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) erkender, at der er en udfordring med en skæv fordeling mellem kvindelige og mandlige topledere i den offentlige sektor.
Sådan lyder det fra Kvinfos direktør, Henriette Laursen, efter at ministeren har meldt ud, at hun vil modernisere ligestillingsredegørelserne, så det offentlige i højere grad kan bruge dem som redskab til at sikre ligestilling.
- Men når det er sagt, så tror jeg ikke, at det bliver via ligestillingsredegørelserne, at der for alvor bliver skabt forandring, siger hun og uddyber:
- Altså det er rigtigt fint, at vi skal have ligestillingsredegørelser og data på bordet. Men jeg synes, det er lidt tyndt, i forhold til faktisk at ville ændre nogle strukturer, som har vist sig at være meget svære at forandre.
På trods af at 70 procent af de offentligt ansatte er kvinder, så sidder langt flere mænd end kvinder i topledelsen. I den offentlige sektor er 70 procent af alle topledere mænd, mens blot 30 procent er kvinder.
Det viser den nyeste udgave af rapporten Ligestillingsredegørelser 2017, som udkommer hvert andet år. Her skal kommuner, regioner og statslige institutioner beskrive, hvordan og hvor meget de arbejder for ligestilling.
Og de tal har altså fået ligestillingsministeren til at ønske at ændre på redegørelsen, så den bedre kan motivere kommuner, regioner og statslige institutioner til at arbejde for mangfoldighed og ligestilling.
Men hvis der virkelig skal rykkes til noget, så flere kvinder bliver taget i betragtning til toplederstillingerne, så er det helt afgørende at ændre fordelingen af mødres og fædres barsel, peger Henriette Laursen på.
- I dag holder mødre 90 procent af barslen. Og det lægger sporene for hele karrieren, hvor moren også efter barslen tager det meste af omsorgsbyrden. Det gør noget i forhold til den videre karrierevej.
- EU behandler jo et forslag om øremærket barsel til fædre. Det er én mulighed. For mig gør det egentlig ikke så meget, hvilke redskaber man vælger, bare man får skubbet til den balance, der er, siger Kvinfo-direktøren.
/ritzau/